Den årlige vinterfest afvikles i år fra torsdag den 5. marts til søndag den 8. marts og årets tema er Arktis i forandring.
- Vi glæder os utrolig meget til at se både gamle og nye ansigter til festivalen i marts. Alle er velkomne til at tilmelde sig konkurrencen, hvor man kan skabe både figurative og nonfigurative sneskulpturer, der relaterer sig til årets tema, udtaler projektlederne for Nuuk Snow Fest, Lars Kruuse og Jørgen Spring, i en pressemeddelelse.
De oplyser, at man nødvendigvis ikke behøver at være en professionel kunstner for at deltage.
Hårdt arbejde
- Det vigtigste er, at du har en god idé og er villig til at lægge en masse hårdt arbejde i at omdanne en snekube til et kunstværk. Har du et hold klar, eller er du interesseret i at samle et, spørger projektledelsen og henviser til hjemmesiden www.snow.gl, hvor det er muligt at læse mere og tilmelde sig.
Hvis man ikke ønsker at deltage i selve konkurrencen kan man også være en del af fællesskabet som frivillig. Der er brug for hænder før, under og efter festivalen, og man kan selv vælge, hvor mange timer man vil bidrage med, bliver det oplyst
Snefest for alle
- Nuuk Snow Fest er en festival for alle byens borgere, og vi som arrangører ønsker at aktivere hele byen. Vi inviterer både lokale aktører og virksomheder til at samarbejde med os for at gøre festivalen endnu mere spektakulær, lyder det.
Grønlandsbanken og Air Greenland er dette års hovedsponsorer.