Hun vil have børnenes stemmer frem i debatten

En ny bog om anbragte børn i Grønland har set dagens lys. Med ‘Barndomshjem eller børnehjem – Grønlandske børn anbragt uden for hjemmet’ sætter lektor Bonnie Jensen fra Ilisimatusarfik fokus på børneområdet og har særligt fokus på børnehjem, også kaldet døgninstitutioner. 

Bonnie Jensen fortæller: 

Bonnie Jensen fortæller: 

– Bogen er skrevet på baggrund af mit ph.-d.-projekt, hvor jeg var ude at tale med 38 børn og unge. I forbindelse med bogen har jeg efterfølgende været ude at geninterviewe nogle af dem flere år senere for at høre, hvordan det var gået med dem. 

I dit arbejde har du valgt et meget klart fokus på at høre fra børnene selv frem for eksempelvis forstanderne eller forældrene. Hvorfor det? 

– Det er rigtig, rigtig nødvendigt, at vi lytter til børnenes stemmer, for det er deres liv, det handler om. Jo, vi andre har også selv været børn og unge, men dengang så verden anderledes ud. Det er vores ansvar at forstå, hvordan børnene har det, og dermed hvilken hjælp vi kan give dem – i øvrigt også i forhold til FN’s børnekonvention.

– Det går igen i rigtig mange historier, at børnene ikke forstår, hvad der foregår i deres liv, og de ikke føler sig hørt og set, fortæller Bonnie Jensen. 

For eksempel siger 14-årige Aputsiaq og Cedrik, at de ikke ved, hvorfor de overhovedet bor på en institution, og 16-årige Ejnar er bange for, hvornår han skal flytte igen (alle børnenes navne er ændrede). 

Gode historier findes

Det er velkendt, at børn på institutioner er mere tilbøjelige til at have andre problemer, både som børn og efterfølgende i voksenlivet. 

Bonnie Jensen har haft en del tunge samtaler og endda udeladt nogle af de værste detaljer i nogle fortællinger. Men netop derfor er det vigtigt at have med, at det ikke alt sammen er skidt, siger hun.

– Det var godt og vigtigt også at beskrive nogle af de gode historier. Vi skal huske, at der er steder, hvor det fungerer, siger Bonnie Jensen. 

Hvad er en god historie? 

– Huldas historie er et eksempel på det. Hun er også en af dem, som jeg geninterviewer i bogen. Hulda har drømme og ambitioner, og så har hun fået muligheder for rent faktisk at udleve dem.

Hulda blev anbragt allerede som otteårig på grund af alkoholproblemer i familien. Hun blev interviewet af Bonnie Jensen første gang som 17-årig. Hulda fortalte blandt andet:

– Det kan selvfølgelig være svært, der er regler, og vi skal rydde op, og det gider man nogle gange ikke. Det er hårdt, men sådan er livet. Jeg tænker tit på, hvad der var sket, hvis jeg ikke var kommet på børnehjem. 

Fem år senere er Hulda kommet godt videre, blandt andet takket et velfungerende efterværn, konstaterer Bonnie Jensen. Det er en støtteordning, der forbereder hende på voksenlivet. 

Hulda mener selv, at hun har været heldig. Det har hun ret i, tilføjer Bonnie Jensen.

– Hulda var en af dem, der vandt i anbringelseslotteriet. Hun har været et sted, der har hjulpet hende med at komme hen, hvor hun gerne vil, siger lektoren.

Nu hvor bogen om og med børnene er skrevet, håber Bonnie Jensen, at den kan inspirere til en god debat blandt de voksne. Ikke mindst de voksne, som træffer vigtige og komplicerede beslutninger på området.

– Jeg håber, vi kan se på, om vi anbringer for mange børn, og hvad vi kan gøre for at undgå at blive ved med det, siger Bonnie Jensen. 

Anbringelser kan undgås med forebyggende, familieorienteret arbejde, uddyber hun. 

– Nogle børn ender med at blive anbragt, fordi forældrene bliver hjemløse eller ikke kan få pengene til at strække. Det betyder ikke nødvendigvis, at de forældre er rigtig dårlige, og at børnene skal fjernes. Det kan også betyde, at de forældre skal have noget mere hjælp.

Nogle steder er bedre end andre

Forfatteren mener også, at man i nogle tilfælde kan gøre mere for at holde børnene inden for deres familier i en såkaldt netværksanbringelse. Når det er sagt, vil der selvfølgelig stadig være børnehjem i fremtiden, som skal fungere bedst muligt. 

– Børnenes historier fortæller mig, at der er væsentlige forskelle i kvalitet på de pågældende institutioner. Der var sammenfald, hvor flere positive historier kom fra de samme steder – og lignende med de negative, siger Bonnie Jensen. 

Mindre institutioner lader generelt til at fungere bedre, konkluderer forfatteren i sin bog.

– Det ville være meget interessant at lære mere om forskellene på børnehjem, og præcis hvad de bedste af stederne gør rigtigt, siger hun. 

‘Barndomshjem eller børnehjem – Grønlandske børn anbragt uden for hjemmet’ er udkommet på Aarhus Universitetsforlag med støtte fra Ilisimatusarfik.