Det er sjældent, spækhuggere kommer forbi Ittoqqortoormiit. Den dag, de gjorde, sad 24-årige Hammeken i en lille jolle.
- Jeg er lidt bange for dem, fordi de er så kloge. Vi var på en meget lille båd. Det var helt vildt, fortæller han og fortsætter:
- Der var ret mange spækhuggere, men heldigvis var vi ikke den eneste båd. Det er første gang, at vi har fanget en spækhugger i Ittoqqortoormiit.
Men hvordan fanger man en spækhugger?
- Man gør det bare. Prøver sig frem, som Hammeken siger tørt.
Nu står Hammeken ret med rank ryg og søvnige øjne, sammen med 23 andre grønlandske unge, foran sit værelse til morgeninspektion. De fleste er i starttyverne, og roomies, fællesbade og playstationen i fællesrummet kunne indikere, at vi befinder os på en højskole. Men det gør vi så langt fra.
Vi er nemlig på besøg hos de grønlandske rekrutter på Arktisk Basisuddannelse i Kangerlussuaq. Hammeken er en stille fyr med store drømme, som tager ham tilbage til hjemstavnen i Østgrønland. Drømme, hvis frø er sået på uddannelsen, og som vi vender tilbage til senere.
Som barn gik Hammeken ture til Hvalrosbugten eller var på fangst med sin farfar. Han er vant til at gebærde sig i naturen. Fra han var 18 år, var han selv erhvervsfanger. Ofte på tur i flere dage alene.
En dag sad Hammeken og scrollede på sin telefon. En reklame dukkede op på Facebook for Arktisk Basisuddannelse. I første omgang scrollede han bare videre. Men så "kom der nogen med skibene," som Hammeken udtrykker det. Arktisk Kommando var kommet til byen for at promovere Arktisk Basisuddannelse. Hammeken tog til deres oplæg, og ligesom da han skulle fange en spækhugger for første gang, sprang han bare ud i det.
- Efter oplægget tænkte jeg "Hvorfor ikke?" Det er spændende at prøve noget nyt. Jeg ansøgte sammen med min ven Danny, og nu er vi her, fortæller han.
Robuste unge med Erfalasorput på skuldrene
Da søvnen er gnedet ud af øjnene, og koffeinen fra en morgen-monner købt i automaten i fællesrummet har sat gang i blodomløbet, sætter de unge rekrutter sig til rette i et klasselokale. Programmet på Arktisk Basisuddannelse - eller bare ABU - varierer fra dag til dag. Uddannelsen, som ligger under Arktisk Kommando, giver militære, maritime og beredskabsfærdigheder i én stor sammenkogt grønlandsk militærsuaasa. Unge soldater med særligt kendskab til grønlandske forhold er eftertragtede - særligt i den tid vi lever i.
- Vi håber, at de unge kommer videre herfra som styrkede individer og som dygtige soldater, brandmænd og politifolk, så de kan komme ud og skabe robusthed og tryghed, der hvor de kommer fra, fortæller kaptajn i Forsvaret, og chef for uddannelsen, Mathias La Cour Vågen til spørgsmålet om, hvad uddannelsen egentlig er for en størrelse.
La Cour er en mild mand, med skarpt, tættrimmet skæg, som overtog ansvaret for uddannelsen tilbage i september 2025.
Et par dage forinden sad Mathias La Cour Vågen i en hoppende bil på vej ud på skydebaneøvelse og gav interview til DR's nyhedspodcast Genstart og Jyllands-Posten. TV2 og DR var på besøg ugen forinden. Senest besøgte kongen Arktisk Basisuddannelse hele to gange. Medieomtale og storpolitik har ramt uddannelsen.
- Vi mærker den geopolitiske situation sådan, at vi har bidrag heroppe (i Kangerlussuaq, red.) fra hæren, som vi træner sammen med. Eleverne får mulighed for at samarbejde og træne med nogle, der er længere i deres karriere hos Forsvaret. På den måde bliver de bedre i og formår at udvikle deres færdigheder, forklarer Mathias La Cour Vågen.
Én af årsagerne til den store opmærksomhed senest er den politiske beslutning om at øge optaget fra 30 til 50 elever fra den kommende årgang. Det øgede optag taler ind i en generel opskalering af den militære tilstedeværelse i Grønland. Men midt i medieomtale og storpolitik minder Mathias La Cour Vågen om, at eleverne er unge mennesker med fokus på dét, der foregår lige foran egen næsetip.
- Der er alle mulige omkring dem (eleverne), som tænker store tanker. De er i nuet og skal affinde sig med, at der kommer vigtige folk og journalister på besøg. Noget af det særlige for mig er at se, hvordan de unge bærer uniformen med det grønlandske flag stolt på deres skuldre. De spørger, om de har mulighed for at rejse i deres uniform, og det er jo, fordi de gerne vil vise, at de er elever ved Arktisk Basisuddannelse og en del af at skabe noget stort i Grønland. Det rører mig.
Vi er her for at hjælpe dem, så de kan forsvare deres land
I matchende røde t-shirts med teksten "Forsvaret" på ryggen peger og dirigerer rekrutterne fra ABU rundt i hallen i Kangerlussuaq. Der er idrætsdag, og ABU har inviteret andre soldater, der som led i den danskledede militærøvelse Arctic Endurance er i Kangerlussuaq, til at konkurrere i Arctic Games, som en slags rigfællesskabs-kulturudveksling. Freja Schmidt er én af de udsendte soldater fra det Jyske Dragonregiment, som er med på idrætsdagen.
- Vi arbejder sammen i felten, så det her er en god måde at lære dem (Arktisk Basisuddannelse) at kende. Vi er her for at hjælpe dem, så de kan forsvare deres land. Vi er her, fordi vi vil, og ikke fordi vi er tvunget, siger Freja Schmidt i den rungende hal.
Efter flere timers konkurrencer i Arctic Games, bordfodbold og høvdingebold er der fundet vindere. En blanding af soldater fra Det Jyske Dragonregiment og Sanitetskommandoen tager en smal sejr over Arktisk Basisuddannelse hold 3.
Jeg har lært ting, jeg kan bruge resten af mit liv
24-årige Hammeken havde nok ikke regnet med, at han ville have idrætsdag side om side med danske soldater, da han søgte ind på ABU. Men det er måske meget sigende for denne tid. Det eneste, du kan regne med, er, at du ikke kan regne med noget. Selvom Hammeken var klar på at prøve noget nyt, da han startede på ABU, har han også skullet vænne sig til et helt nyt liv, fortæller han. Fra at styre sin egen slæde til at stå ret klokken 07.30.
- Det var hårdt i starten. Man gik fra frihed til en streng og struktureret hverdag, og det var lidt svært at tale med de andre elever i starten. Man vidste ikke, hvor deres grænser gik.
På trods af en udfordrende start fortæller Hammeken dog om et succesfuldt ophold.
- Man vænner sig til det hele, og jeg har lært ting, jeg kan bruge i resten af mit liv. Jeg har lært om disciplin og fået gode kammerater.
Og så er vi tilbage ved starten. Uddannelsen har nemlig givet Hammeken mod på mere forsvar i og af Grønland. Han drømmer om patruljen, som Trump har grint af, men som ikke er noget at grine af. Siriuspatruljen.
- Det er noget af det, som jeg kender. At være ude på slæden og i naturen i flere dage i træk. Jeg tror, at jeg kan. Jeg synes, det ville være spændende at være på slædetur i flere måneder og være sammen med hundene, slår Hammeken fast.
Abonnementer
Sermitsiaq.gl - web artikler
- Adgang til alle artikler på Sermitsiaq.gl
- Pr. måned kr. 59.00
- Pr. år kr. 650.00
Sermitsiaq - E-avis
- Adgang til Sermitsiaq e-avis som udkommer hver fredag
- Adgang til alle artikler på Sermitsiaq.gl
- Pris pr. måned kr. 191
- Pris pr. år kr. 1.677
AG - Atuagagdliutit E-avis
- Adgang til AG - Atuagagdliutit e-avis som udkommer hver onsdag
- Adgang til alle artikler på Sermitsiaq.gl
- Pris pr. måned kr. 191
- Pris pr. år kr. 1.677
Sermitsiaq.AG+
- Adgang til AG - Atuagagdliutit e-avis som udkommer hver onsdag
- Adgang til Sermitsiaq e-avis som udkommer hver fredag
- Adgang til alle artikler på Sermitsiaq.gl
- Adgang til Arnanut e-magasin
- Adgang til Nutserisoq.gl
- Ved interesse send en mail til abonnement@sermitsiaq.gl
Kære Læser, Velkommen til Sermitsiaq.gl – din kilde til nyheder og kritisk journalistik fra Grønland. For at kunne fortsætte vores vigtige arbejde med at fremme den frie presse og levere dybdegående, kritisk journalistik, har vi indført betaling for udvalgte artikler. Dette tiltag hjælper os med at sikre kvaliteten af vores indhold og støtte vores dygtige journalister i deres arbejde med at bringe de vigtigste historier frem i lyset. Du kan få adgang til betalingsartiklerne fra kun kr. 59,- pr. måned. Det er nemt og enkelt at købe adgang – klik nedenfor for at komme i gang og få fuld adgang til vores eksklusive indhold. Tak for din forståelse og støtte. Dit bidrag hjælper os med at fortsætte vores mission om at levere uafhængig og kritisk journalistik til Grønland.