Naalakkersuisoq og to udenrigsministre holder pressemøde efter konsulat-åbning: En ny begyndelse

Lørdag eftermiddag afholdes et pressemøde med deltagelse af naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt (S), udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og den canadiske udenrigsminister, Anita Anand.

De tre ministre holdt lørdag møde i Selvstyret.
Offentliggjort

Fredag eftermiddag åbnede det nye canadiske konsulat i Nuuk officielt.

I anledning af åbningen er den canadiske udenrigsminister Anita Anand i Nuuk. Den danske udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen skulle også have deltaget i åbningen fredag men blev forsinket og nåede ikke frem i tide.

Det canadiske skib Jean Goodwill i havnen i Nuuk.

Lars Løkke Rasmussen ankom dog senere til Nuuk, og han har sammen med naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt, afholdt en række møder lørdag i Nuuk.

Lørdag eftermiddag vil de tre ministre udtale sig til pressen på et pressemøde nær det canadiske kystvagtskib, Jean Goodwill, der også er på besøg.

Pressemødet forventes at gå i gang kl. 14, og der er et større opbud af international presse til stede på havnen.

Vivian Motzfeldt indleder pressemødet med at takke Canada for at støtte Grønland i en svær tid.

- Det er virkelig værdsat. Det giver trøst til det grønlandske folk at have en tæt allieret og nabo, der rækker ud med støtte og tilstedeværelse, siger Vivian Motzfeldt.

Hun siger videre, at det canadiske flag, der nu vajer ved konsulatet i centrum af Nuuk, vil være et vigtigt symbol i de kommende år, hvor der vil ske tættere samarbejde inden for uddannelse, kultur og handel mellem landene.

- Vi vil også samarbejde i Nato om sikre sikkerhed i vores arktiske region, siger Motzfeldt.

Nu overtager den canadiske udenrigsminister Anita Anand mikrofonen.

Hun takker Motzfeldt og Løkke Rasmussen for mødet og samarbejdet.

- Vores diplomatiske arbejde her vil komme til at tjene mange canadier, danskere og grønlændere, siger Anita Anand.

Hun siger der vil være et fortsat fokus på de økonomiske bånd mellem landene samt sikkerheden i Arktis.

(Opdateres)