Den amerikanske forfatter Mark Twain sagde, at historien ikke gentager sig, men at den ofte rimer. Og 2026 rimer på 1860, når det gælder soldater i gaderne i Nuuk.
En luftbro mellem Europa og Grønland sender et uset antal militærfolk til byen. Det skaber frygt.
Børnene kan ikke sove om natten, forældrene »prepper«, byen demonstrerer, og politikerne rejser i pendulfart til Europa og Amerika.
Nuuks borgmester Avaaraq S. Olsen har adresseret frygten:
– Ingen havde forudset, at det militære ville fylde så meget i vores bybillede og hverdag. Faktisk fylder det allerede alt for meget for mange borgere her i byen. Foreløbigt har vi set danske, norske, svenske, finske, estiske, engelske, tyske, franske og hollandske soldater, og flere flag, sprog og nationaliteter er på vej.
2026 rimer på 1860
I 1860 betød voldsom storis langs Vestkysten, at mange skibe søgte sikker havn i Nuuk; også det engelske flådeskib »Bulldog« og den amerikanske skonnert »Nautilus«, hvis soldater og besætning benyttede ventetiden til en sightseeing.
Det overvældende antal uniformer i gaderne skabte frygt blandt byens 300 indbyggere.
Avisen Atuagagdliutit udkom for allerførste gang i januar 1861.
Flådebesøget sommeren forinden fyldte forsiden, og bladets redaktør Rasmus Berthelsen skrev:
– Et af skibene var et stort engelsk krigsskib med mange soldater. Nogle beboere i Nuuk blev bange, da de så soldaterne komme i land, og blev forundret over, hvorfor de var kommet til Grønland.
(»Bulldog« undersøgte mulighederne for et undersøisk telegrafkabel mellem Europa og Amerika, red). Den berømte kunstner Aron fra Kangeq var i Nuuk i sommeren 1860, og avisen bad ham illustrere artiklen om flådebesøget. Arons akvarel dokumenterer det overvældende antal soldater i blå uniform blandt de få grønlændere i rød anorak.
Frygt i 1860 rimer på frygt i 2026.