Landry throws out at Jens-Frederik Nielsen after rejection

Formanden for Naalakkersuisut skal skamme sig, lyder det fra USA's særlige udsending til Grønland Jeff Landry, efter Jens-Frederik Nielsen søndag afviste idéen om et amerikansk hospitalsskib til Grønland.

Offentliggjort

Søndag afviste Naalakkersuisut-formand Jens-Frederik Nielsen (D), at Grønland har lyst til at modtage et amerikansk hospitalsskib, som USA's præsident, Donald Trump, vil sende til øen.

Udmeldingen har medført en kraftig reaktion fra USA's særlige udsending til Grønland, Jeff Landry. I et opslag på X skriver han, at Jens-Frederik Nielsen bør skamme sig:

- Skam dig regeringsleder Jens-Frederik Nielsen! 

- Præsident @realDonaldTrump og Amerika bekymrer sig, skriver Landry i opslaget.

Ifølge Landry har han talt med "mange grønlændere om de daglige problemer", og sundhedspleje skiller sig særligt ud.

- Mange landsbyer og små byer mangler basale tjenester, som amerikanere ofte tager for givet. Små bosættelser er uden faste læger, diagnostiske værktøjer eller specialiseret behandling – hvilket tvinger beboerne til at rejse lange afstande for at få vitale behandlinger, der burde være tilgængelige derhjemme. Et sundt Grønland er afgørende for Amerikas nationale sikkerhed, skriver Jeff Landry på X.

Søndag reagerede Jens-Frederik Nielsen på Donald Trumps udmelding om at han i samarbejde med Jeff Landry var ved at sende en "hospitalsbåd" til Grønland for at behandle folk, der ikke bliver taget hånd om:

- Det bliver et nej tak herfra. Præsident Trumps idé om at sende et amerikansk hospitalsskib her til Grønland er noteret. Men vi har et offentligt sundhedsvæsen, hvor behandling er gratis for borgerne. Det er et bevidst valg. Og en grundlæggende del af vores samfund, skrev Jens-Frederik Nielsen på Facebook.

(opdateres)