MOTOORI

Folketingsdebat om indførsel af narko-test i Grønland

22. januar behandlede Folketinget et beslutningsforslag om indførsel af narko-test i Grønland. Transportminister er positiv og siger, at han vil række ud til Naalakkersuisut med henblik på at drøfte en ændring af reglerne, så narkotest kan blive en del af politiets værktøjer.

22. januar i år gav daværende transportminister Thomas Danielsen (V) udtryk for, at han ville tage fat i Naalakkersuisut med henblik på at få sat gang i en justering af færdselsloven, så der kan blive indført grænseværdier for euroriserende stoffer og anskaffes narkometre til politiet. Forventningen er, at en ny transportminister vil følge op på sagen og forsætte dialogen med Naalakkersuisut.
Offentliggjort

Mens der er meget klare regler for spiritus-kørsel i Grønland, er det mere tåget, når det kommer til narko-kørsel. Og det er et alvorligt problem for trafiksikkerheden, og politiets muligheder for at gribe ind. 

Det mener tidligere medlem af Folketinget for Inuit Ataqatigiit, Aaja Chemnitz, der tilbage i januar stillede et beslutningsforslag i Folketingssalen om ændring af den grønlandske færdselslov, så der indføres særskilte grænseværdier for euforiserende stoffer, hjemmel til at udtage spytprøver, anskaffelse af narkometre og øvrige nødvendige justeringer af færdselsloven.

Manglende lovgivning og redskaber 

Ønsket om indførsel af narko-test i Grønland er langtfra nyt. 

Politiet har i årevis peget på en manglende lovgivning og manglende redskaber – det, man kalder narkometer – som i praksis gør, at de får begrænset deres muligheder for at udføre deres arbejde. 

Ifølge Aaja Chemnitz har også Naalakkersuisut og Departementet for Boliger, Infrastruktur og Yderdistrikter gentagne gange henvendt sig til Transportministeriet for at få den danske regering til at tage politiets og Nalakkersuisuts bekymringer alvorligt. 

Opbakning fra hele Folketinget 

Men måske sker der noget nu. Der var i hvert fald opbakning til forslaget fra alle Folketingets partier og fra transportminister Thomas Danielsen (V), da spørgsmålet blev behandlet i januar, hvilket tyder på, at der også vil være opbakning efter folketingsvalget, hvor en ny transportminister formentlig sidder i stolen. 

Thomas Danielsen oplyste under debatten, at Naalakkersuisoq for Infrastruktur, Aqqaluaq B. Egede også havde tilkendegivet sin opbakning til forslaget, og at det betød, at man nu stod overfor et arbejde med drøftelser i selvstyret om selve indretningen af loven. 

Nye spørgsmål rejser sig 

"Skal man f.eks. frakendes kørekortet ubetinget i 3 år for overtrædelser af lovgivningen om euforiserende stoffer i Grønland? Skal man i fængsel i gentagelsestilfælde? Skal man på et Alkohol-Narko-og Trafik-lignende kursus i Grønland? Hvordan skal vi indrette lovgivningen i forhold til kørsel på ATV'er?" 

"Hvordan ønsker man lovgivningen indrettet for snescooterkørsel, altså i de tilfælde, hvor man har fået frakendt kørekortet ubetinget? Det er mange spørgsmål, som vi selvfølgelig skal have en drøftelse med det grønlandske selvstyre om," sagde Thomas Danielsen, der pointerede at nogle elementer hørte under Justitsministeriet, andre under Transportministeriet, men uanset hvor de hørte under, så var det vigtigt, at sagen blev løftet til højeste politiske niveau.