MOTOORI

Ny asfalt og forbedret infrastruktur i Tasiilaq

Kommuneqarfik Sermersooq har afsat midler til at fortsætte arbejdet med at forbedre veje, broer og trapper i Østgrønlands største by – Det trænger vi til, siger medlem af kommunalbestyrelsen Justus Hansen (D), der til dagligt bor i Tasiilaq.

”Gode og velfungerende veje er en forudsætning for tryghed i hverdagen, for et velfungerende erhvervsliv og for byens fortsatte udvikling", skriver Kommuneqarfik Sermersooq i en pressemeddelelse. Forligspartierne i Kommunalbestyrelsen har i budgetaftalen 2025-2026 afsat penge til at forbedre både vejene og infrastukturen i byen.
Offentliggjort

De godt 2.000 borgere i Tasiilaq kan se frem til bedre veje og en styrket infrastruktur i byen. 

I Kommuneqarfik Sermersooqs seneste budgetaftale for 2025–2026 er der nemlig afsat midler til at forbedre vejene og styrke infrastrukturen i Tasiilaq.

”Gode og velfungerende veje er en forudsætning for tryghed i hverdagen, for et velfungerende erhvervsliv og for byens fortsatte udvikling. Samtidig skal løsningerne tage hensyn til naturen, klimaet og Tasiilaqs særlige kultur og historie”, lyder det i en pressemeddelelse fra kommunen.

Målet er, at det skal være lettere, mere sikkert og mere trygt at færdes i byen – både for borgere, besøgende og virksomheder.

– Det er selvfølgelig godt. Det trænger vi til. Infrastrukturen i byen er ikke nutidig. Vores veje er meget smalle og det skaber nogle kritiske situationer især om vinteren, siger politiker i Inatsisartut og Kommuneqarfik Sermersooq Justus Hansen (D), der til dagligt bor i Tasiilaq.

10 mio. kroner til asfalt

En af indsatserne er at fortsætte arbejdet med at asfaltere byens veje, hvilket der er afsat 10 mio. kroner til i budgettet i år. Asfalteringen skal forbedre fremkommeligheden og mindske slid, støv og ujævnheder i hverdagen.

Derudover er der afsat 10 mio. kroner om året fra 2026 og frem til 2029 til løbende genopretning og vedligeholdelse af veje, broer og trapper, der dog ikke alene gælder for Tasiilaq, men hele kommunen. 

Tasiilaq trænger til et løft

Mangeårigt medlem af kommunalebestyrelsen og af Inatsisartut, Justus Hansen (D), der også er fra Tasiilaq, er tilfreds med prioriteringen. 

– Det er selvfølgelig godt. Det trænger vi til. Infrastrukturen i byen er ikke nutidig. Vores veje er meget smalle og det skaber nogle kritiske situationer især om vinteren.  Dertil får vi forhåbentlig en lufthavn inden alt for længe, og det vil jo også skabe et øget pres fra turister på byens infrastruktur.   

Tasiilaqs veje og infrastruktur skal forbedres. Det har Kommuneqarfik Sermersooq besluttet.

Affaldshåndtering 

I budgetaftalen fremgår det også, at driftsbetalingen til affaldsselskabet ESANI forsætter, så modtagestationen i Tasiilaq kan fungere stabilt. 

Modtagestationen har allerede været igennem den første forundersøgelse, og arbejdet er dermed længere i processen end blot en indledende afklaring. 

Endelig skal der arbejdes videre med planerne om en udvidelse af materialegården i Tasiilaq, der skal skabe bedre arbejdsforhold for drift og vedligehold og gøre det muligt at løse opgaver mere effektivt og med højere kvalitet.

Ifølge Justus Hansen handler det blandt andet også om at frigøre området ved siden af materielgården til private erhvervsdrivende. 

Udvidelse af mole 

Endelig er det også nævnt i budgetaftalen, at man skal have undersøgt mulighederne for at fylde sten op ved molen nord for byen for derved at skabe et mere stabilt og robust grundlag, som kan understøtte fremtidige aktiviteter og erhvervsmæssig udvikling i området.