For Simon Petersen var kulden og sulten en del af hverdagen i Aappilattoq i 1950-erne.
I en lille tørvehytte voksede han op med sin mor. Kvinden, der egentlig var hans moster, men som tog ham til sig som sin egen.
Efter at hendes mand omkom under fangst, stod hun alene tilbage med ansvaret. Livet var hårdt, og der var hverken meget varme eller mad at give af.
Alligevel husker Simon ikke kun afsavn. Han husker en mor med en urokkelig styrke, en stædig vilje og en kærlighed, der bar dem gennem de svære år.
Den styrke fulgte ham videre i livet. Fra den kolde tørvehytte, der i dag er trådt ind i varmen fra butikken. Døren til Pilersuisoq går op og i, kunder hilser, og stemmen bag disken er velkendt. Det er Simon Petersen. 50 år efter sin første arbejdsdag står han stadig samme sted - nu med et halvt århundrede bag sig i bygdens butik.
Simon Petersen blev født i Upernavik i 1957.
- Fire måneder efter jeg blev født og efter min dåb flyttede jeg til Aappilattoq, da min moster, som jeg i dag kalder for mor, adopterede mig, fortæller Simon Petersen.
Siden da har Simon boet i Aappilattoq, omkring 20 kilometer nordøst for Upernavik, på kanten af Upernavik Isfjord. Ved årets begyndelse havde bygden 158 indbyggere.
For Simon blev Aappilattoq rammen om det første møde med verden. Hans tidligste minde er lyden af hundeslæden over sneen. Han kørte med sin far, en mand, han ikke husker, kun som en skikkelse. Det er slæden og hundene, der står klart.
- Jeg var så lille. Han døde omkring 1959, og så var det kun mig og min mor, fortæller han.
Lige ved siden af deres hytte boede hans bedstemor, og Simon gik ofte frem og tilbage mellem de to hjem. Han har otte søskende fra sine biologiske forældre.
Hans mor, som opdragede ham, hed Dorthe Petersen, kendt som Dorthennguaq. Da hun blev gift, kom hun til at hedde Dorthennguaq Gabrielsen. Hun er død idag.
Undervisning i et værksted
Simon Petersen begyndte sin skolegang i Aappilattoq, hvor undervisningen foregik i kirken. Men en brand satte en brat stopper for de vante rammer, da kirken brændte ned.
Det betød, at undervisningen måtte flyttes til mere midlertidige forhold.
- Jeg kom til at starte i skole i et værksted. Det var i 1965, og jeg kan huske, at jeg egentlig godt kunne lide det, fortæller han.
De enkle rammer var måske anderledes, men for Simon blev det alligevel begyndelsen på hans skoleliv i bygden.
Da han gik i fjerde klasse, blev det foreslået, at han skulle rejse til Danmark for at fortsætte sin skolegang, som mange andre børn fra bygderne gjorde dengang. Men hans mor satte foden ned og sagde nej.
- Hun sagde, at jeg skulle arbejde istedet, siger Simon Petersen.
Skolegangen blev kort for Simon, der nåede til og med fjerde klasse. I 1971 blev Simon konfirmeret og hans første job var i kommunen. Alt pegede ellers mod fangst. Kommunen gav ham både redskaber og kajak. Men hjemme traf hans mor en anden beslutning: Han skulle ikke være fanger.
- På grund af min far. Hun nægtede at lade mig følge samme vej som min far, siger han.
Det førte til, at Simon fik arbejde i kommunen, hvor han om vinteren samlede ferskvandsis. Dengang var adgangen til vand besværlig, og om vinteren blev ferskvandsis hentet og slæbt hjem til husholdningen.
- Da sommeren kom, husker jeg, at Pilersuisoq søgte unge medarbejdere, og der begyndte jeg at arbejde, fortæller Simon Petersen.
Det, der begyndte som et sæsonarbejde, udviklede sig langsomt. Om sommeren arbejdede han i butikken, som dengang hed KGH, mens vinteren stadig stod i isens tegn.
Men i vinteren 1976 skete der noget, der ændrede retningen.
- Jeg samlede is som sædvanligt, da bygdebestyreren kom hen til mig og spurgte, om jeg ville være fastansat i KGH, fortæller han.
En meget glad Simon løb hen til sin mor for at fortælle om den glædelige nyhed.
- Hun sagde til mig, at jeg skulle passe rigtig godt på mit arbejde og være god til at stå på op om morgenen. Hun sagde til mig, at hvis det var muligt, kunne jeg leve mit liv som arbejder, siger Simon Petersen.
Ordene gjorde indtryk. Fra den dag begyndte han for alvor at tage ansvar, ikke kun for sig selv, men også for at hjælpe sin mor.
Uddannet købmand
I 1970-erne var arbejdet noget andet end i dag. Der var ingen hjælpemidler – varerne blev løftet, båret og flyttet med hænderne. Det krævede styrke og dagene kunne mærkes i kroppen.
- Man brugte musklerne til det hele. Men det var jo fint nok som ung, siger han med et smil.
Simon mødte tidligt og gik til arbejdet med alvor. Hans chef lagde mærke til det. Han var stabil, arbejdede hårdt og kunne regnes med.
Langsomt fik han mere ansvar. Opgaverne blev større, tilliden voksede og skridt for skridt arbejdede han sig op i virksomheden. I 1999 begyndte han uddannelsen som købmand og blev færdig to år efter.
- I år fejrede jeg også 25 år som leder i butikken, fortæller Simon Petersen.
Gennem årene som købmand har han oplevet både gode og hårde tider. Ikke alle dage har været lige nemme. Der har været kunder, der kom ind med frustrationer og lod dem gå ud over ham.
- Det har nogle gange været nemmere, at være sur på købmanden, siger han.
Men det er ikke det, der fylder mest, når han ser tilbage. For mellem de svære øjeblikke har der været mange gode stunder, grin over disken, små samtaler i butikken og et fællesskab med både kunder og kolleger, som har gjort arbejdet værd at blive i.
Gennem hele sit arbejdsliv har Simon ikke kun solgt varer. Han har også stået midt i Aappilattoqs udvikling og set bygden forandre sig år for år, som en del af det liv, han selv har været med til at forme.
- Jeg har også arbejdet meget med foreninger som ung. I 80-erne var jeg blandt dem, der arbejdede for at få elektricitet til bygden. Det lykkedes. Det var gode tider, siger han.
Simon Petersen blev for ti år siden tildelt Dronningens Fortjenstmedalje i sølv i forbindelse med sit 40-års jubilæum i KNI A/S.
Næste mål
- Jeg opnåede mit mål den 31. januar i år, da jeg kunne fejre 50 år i Pilersuisoq. Jeg tror ikke, der har været nogen før mig her i Aappilattoq, der har nået samme milepæl, siger han.
Da kommunen overrakte ham diplomet i anledning af hans 50-årsdag, stod tiden et øjeblik stille for ham.
Tankerne fandt deres egen vej tilbage gennem årene, gennem det liv, der havde formet ham. Og dér, midt i det hele, stod hun: hans mor. Kvinden der havde båret ham gennem barndommens stille dage og stormfulde nætter.
Hende, der havde givet ham alt. Han mærkede en stille taknemmelighed blande sig med savn, som om hendes nærvær stadig levede i ham, dybt og urokkeligt.
Nu har Simon sat sig et nyt mål. Til næste år fylder han 70. Måske bliver det tidspunktet, hvor han siger farvel til arbejdslivet og går på pension, men det afhænger af helbredet, siger han stille.
Indtil da er hans dage stadig bundet af de samme faste rytmer. Han møder klokken syv hver morgen, og først ved firetiden - nogle gange lidt senere - slipper han dagens pligter. Rutinen er urokkelig, næsten som et anker i tiden, der har bevæget sig hurtigere, end han selv havde regnet med.
Årene kan mærkes i kroppen nu. Ikke som noget pludseligt, men som en stille tyngde i bevægelserne, en påmindelse om, at han ikke længere er ung.
Når arbejdet slipper sit greb, er det familien, der tager over. Sammen med sin samlever Mina har han to børn, børnebørn også nu oldebørn, som fylder deres liv med en særlig varme og kærlighed.
Abonnementer
Sermitsiaq.gl - web artikler
- Adgang til alle artikler på Sermitsiaq.gl
- Pr. måned kr. 59.00
- Pr. år kr. 650.00
Sermitsiaq - E-avis
- Adgang til Sermitsiaq e-avis som udkommer hver fredag
- Adgang til alle artikler på Sermitsiaq.gl
- Pris pr. måned kr. 191
- Pris pr. år kr. 1.677
AG - Atuagagdliutit E-avis
- Adgang til AG - Atuagagdliutit e-avis som udkommer hver fredag
- Adgang til alle artikler på Sermitsiaq.gl
- Pris pr. måned kr. 191
- Pris pr. år kr. 1.677
Sermitsiaq.AG+
- Adgang til AG - Atuagagdliutit e-avis som udkommer hver fredag
- Adgang til Sermitsiaq e-avis som udkommer hver fredag
- Adgang til alle artikler på Sermitsiaq.gl
- Adgang til Arnanut e-magasin
- Adgang til Nutserisoq.gl
- Ved interesse send en mail til abonnement@sermitsiaq.gl
Kære Læser, Velkommen til Sermitsiaq.gl – din kilde til nyheder og kritisk journalistik fra Grønland. For at kunne fortsætte vores vigtige arbejde med at fremme den frie presse og levere dybdegående, kritisk journalistik, har vi indført betaling for udvalgte artikler. Dette tiltag hjælper os med at sikre kvaliteten af vores indhold og støtte vores dygtige journalister i deres arbejde med at bringe de vigtigste historier frem i lyset. Du kan få adgang til betalingsartiklerne fra kun kr. 59,- pr. måned. Det er nemt og enkelt at købe adgang – klik nedenfor for at komme i gang og få fuld adgang til vores eksklusive indhold. Tak for din forståelse og støtte. Dit bidrag hjælper os med at fortsætte vores mission om at levere uafhængig og kritisk journalistik til Grønland.