I Arctic Sounds Academy kræver Sara og Maalia deres plads i en branche fyldt med mænd

Insisterende klapsalver, begejstrede tilråb og anerkendende tramp i gulvet.

8. marts i Katuaq i Nuuk var der stående applaus til det hold af kvinder, der stod bag Arnaq-koncerten, som for andet år i træk blev holdt i anledning af kvindernes internationale kampdag.

For første gang var det et hold der udelukkende bestod af kvinder og kønsminoriteter, da teknikerne bag scenen også var kvinder.

- Jeg føler, at teknikkerne ofte bliver glemt, så jeg var mega glad for, at vi kunne være med – også for at vise, at vi kan, ligesom mænd kan, lyder det fra 21-årige Sara Andersen, der var en af de unge lysteknikere.

Under én af optrædenerne var salen og scenen indhyllet i mørke, med undtagelse af spotlightet på forsangeren, der sang en sang om lys. There is a light, hed den.

Bag hende svævede et delikat hvidligt lys hen over bagtæppet.

- Det var mit design! udbryder Sara Andersen.

Sammen med en håndfuld andre unge er hun en del af Arctic Sounds Academy – et akademi, der er udsprunget af Sisimiut-musikfestivalen Arctic Sounds Festival, og som har til formål at få flere af landets kvinder og kønsminoriteter ind i sceneteknik- og eventbranchen.

- Jeg tror nærmest aldrig, vi har set én kvindelig tekniker. I hvert fald ikke i Sisimiut.

Det fortæller Maria Camilla Kristiansen, der sidder i bestyrelsen i Arctic Sounds Festival, hvor hun arbejder meget med repræsentation i musik- og eventbranchen.

I 2024, hvor projektet startede, var det kun kvinder og kønsminoriteter, der kunne være med i akademiet. I dag er det også muligt for unge mænd at deltage.

- For vi vil jo også gerne have vores unge mænd uddannet inden for det her, og mændene skal også lære, at kvinderne er der og give dem plads, siger Maria Camilla Kristiansen og tilføjer:

- Og kvinderne skal lære at tage pladsen.

Den eneste kvinde i klassen

At kræve sin plads som kvinde i et rum og i en branche, hvor man ofte er den eneste kvinde, kan være grænseoverskridende – og nogle gange decideret ubehageligt. Det kan Sara Andersen i hvert fald skrive under på.

Sidste år blev hun optaget på eventteknikeruddannelsen i Frederikshavn i Danmark. Hun glædede sig til at begynde.

Det viste sig, at hun var den eneste kvinde i klassen, hvilket hun dog også havde regnet med, kunne ske.

- Jeg var allerede forberedt på, at der nok ville komme til at være en del mansplaining og lignende. Men jeg var slet ikke forberedt på, hvordan det rent faktisk ville være, siger Sara Andersen.

Miljøet i klassen var giftigt. Hun oplevede racisme, sexisme og alle mulige former for diskrimination.

Da Sara Andersen henvendte sig til sin lærer med sine oplevelser, blev hun mødt af manglende forståelse.

- At bede om hjælp, hjalp ikke, fortæller hun.

Til sidst blev det for meget, og så droppede hun ud.

- Nogle gange får jeg en tung følelse af fortrydelse over at have været droppet ud. Jeg kunne have lært så meget, men jeg er også taknemmelig for, at jeg er ude af det der miljø, siger Sara Andersen.

- Men det var ikke en nem beslutning. For jeg elsker at lære om eventteknik og holder meget af at være i eventmiljøet – men jeg gider ikke at skulle tilbage og opleve sådan noget igen.

- Jeg er så glad for, at jeg sagde ja

En anden ung kvinde, der også er en del af akademiet, er 18-årige Maalia Naasunnguaq Rasmussen Skifte fra Nuuk. Mens Sara Andersen har været med siden akademiets begyndelse, er i år første gang, at Maalia Rasmussen Skifte er ombord på projektet.

- Det var bare vildt fedt at møde kvinder, der er totalt åbensindede og kreative, og hvor man virkelig kunne mærke, at de brænder for at give det, de ved, videre, siger hun.

Maalia Rasmussen Skifte har førhen aldrig prøvet at stå bag scenen – hun har typisk befundet sig på scenen med en guitar eller mikrofon i hånden. Men sidste år fik hun muligheden for at følge lydteknikerne på sidelinjen både under Akisuanerit Festival og Suialaa Arts Festival i Nuuk.

Under Suialaa-festivalen vendte lydteknikeren sig pludselig mod Maalia Rasmussen Skifte og spurgte, om hun vil styre lyden til Josef Tarrak-koncerten.

- Og jeg var sådan: Hvad? For jeg havde jo bare fulgt med, og forstod jo ikke, hvad det gik ud på, fortæller Maalia Rasmussen Skifte.

Da hun fik at vide, at hun kun skulle koncentrere sig om at styre hans backing track og vokaler, tænkte hun, at det lød nemt nok.

- Jeg spiller jo musik, så jeg har nogenlunde en sans for, hvad der lyder godt, siger hun.

Og det var sjovt at styre lyden, fandt hun ud af. Efterfølgende blev tilbudt at komme med til Arctic Sounds Festival i år, som en del af Arctic Sounds Academys sceneteknikhold.

- Jeg er så glad for, at jeg sagde ja, siger Maalia Rasmussen Skifte.

- Man følte sig velkommen, og man kunne stille dumme spørgsmål og lave noget, der lød forfærdeligt eller så forfærdeligt ud, og så få hjælp til at rette op på det.

Vil blive i branchen

Maria Camilla Kristiansens drøm med Arctic Sounds Academy er at nå til et sted, hvor det er muligt at tilbyde undervisning på grønlandsk i eksempelvis lys- og lydteknik med en kvindelig lærer.

- Men det er jo på en lang bane – det vil tage mange år. For vi er nødt til at uddanne nogen før, vi kan gøre det, siger Maria Camilla Kristiansen.

Første skridt mod endemålet er at skabe et trygt miljø for kvinderne at lære i.

Når det kommer til fremtiden og drømmene for to af akademiets unge talenter, er alt muligt.

- Jeg håber, at jeg en dag vil kunne lave lys helt alene – og sætte scenen op, og være god nok til at gøre det selv uden at spørge nogen om hjælp, siger Sara Andersen.

Maalia Rasmussen Skifte ved ikke, om hun helst vil stå foran på scenen eller bagved – eller begge dele.

- Jeg vil helt sikkert lære noget, der sikrer, at jeg kan blive i branchen, siger hun og tilføjer:

- Men selvfølgelig drømmer jeg om at blive god og lave noget, jeg kan være stolt af.