Steven Arnfjords bog, Grønlands socialpolitik – dannelsen af et arktisk velfærdssamfund, giver en grundig og veldisponeret gennemgang af udviklingen i Grønlands socialpolitik gennem det seneste århundrede – med særlig vægt på de seneste årtiers reformer og strategiske satsninger.
Den spænder fra børne- og ungeområdet til ældre, handicappede, hjemløse og langtidsledige.
En gennemgående pointe er den markante diskrepans mellem politiske ambitioner og den reelle sociale virkelighed. På et tidspunkt fandtes der ifølge forfatteren hele 71 (højtflyvende!) aktive strategier i Selvstyret, hvoraf en del af dem handler om socialområdet. Hertil kommer inkorporering af FN-rettigheder og en vedvarende politisk retorik om forbedringer.
Trods meget handling fra Selvstyrets side forbliver de sociale problemer omfattende. Tallene kender vi – de taler deres tydelige sprog. Og det er præcis denne kløft mellem vilje og virkning, Arnfjord kredser om.
Bogens styrke ligger især i analysen af implementeringsleddet. Når Inatsisartut har vedtaget lovene, og departementerne har udarbejdet bekendtgørelser og vejledninger, begynder den vanskeligste fase: den praktiske gennemførelse i kommunerne. Her opstår udfordringerne.
Den kommunale chef, der spørger: »Nu er der kommet en strategi på hjemløseområdet, men hvordan skal vi indføre den?«, indrammer problemstillingen præcist. Strategier vedtages – men at få dem omsat i praksis halter.
For at belyse denne problematik trækker Arnfjord på den amerikanske politolog Michael Lipsky og hans begreb street-level bureaucracy. Det betyder på embedsmandssprog: frontlinjemedarbejderne – socialrådgivere, pædagoger, lærere og sygeplejersker – der i sidste ende omsætter lovgivningen i mødet med borgerne.
Lipskys pointe er klar: En reform er først gennemført, når den fungerer i praksis. Her leverer bogen et væsentligt bidrag til forståelsen af, hvorfor mange grønlandske reformer mister kraft undervejs.
Som tidligere underviser i forvaltningslære på Ilisimatusarfik har jeg ofte undret mig over, at forvaltningsfaget ikke har haft en stærkere position på universitetet i et samfund med en relativt stor offentlig sektor.
Netop derfor understreger Arnfjords bog vigtigheden af forskning i implementering og forvaltningsprocesser. Det er et oplagt – og måske også det mest nærliggende – sted at begynde, hvis man ønsker at styrke velfærdssystemets funktion.
Det er i forlængelse af Lipskys forskning, at man – som anmelder – kan indramme problemstillingen i en klassisk er/bør-diskussion. Politikerne formulerer ofte, hvordan samfundet bør være, men implementeringen konfronteres med, hvordan det faktisk er. Når lovgivningen designes ud fra idealtilstanden snarere end de konkrete virkeligheder i kommunerne, bliver den vanskeligt realiserbar.
Et ældre eksempel kunne være ”Den Gode Skole” fra 2002, hvor skolebygninger skulle udvides markant for at leve op til reformens ambitioner, illustrerer dette spændingsfelt. Mere end tyve år efter vedtagelsen er intentionerne langt fra fuldt realiseret.
Bogen har også sine (få) svagheder. Flere steder fremstår konklusionerne som relativt forudsigelige. Når det kollektive implicit fremstilles som normativt ønskværdigt, og det individuelle som problematisk, savnes en mere udfoldet analyse. Det kan meget vel være, at denne vurdering er korrekt, men læseren kunne med fordel være blevet præsenteret for en tydeligere argumentation og empirisk underbygning.
Samlet set er Grønlands socialpolitik – dannelsen af et arktisk velfærdssamfund en vigtig og rettidig udgivelse. Den retter fokus mod implementeringens vanskelige kunst og peger på behovet for systematiske evalueringer, hvis reformer skal have reel effekt. Bogen bidrager dermed væsentligt til den sociale debat i Grønland – ikke mindst fordi den fastholder opmærksomheden på dem, det hele handler om: de mest udsatte borgere.
Steven Arnfjord: Grønlands socialpolitik – dannelsen af et arktisk velfærdssamfund. 268 sider, U press.
