Qiteraq Eugenius jagtede penge – nu jagter han fugle og frihed

Plaff!

Qiteraq Eugenius har netop affyret sit gamle Stevens-haglgevær mod en edderfugl, der flyver omkring en meter hen over havoverfladen.

Haglene må være suset tæt forbi fuglen, der kortvarigt skal genfinde kursen, men som retter op og hastigt basker videre.

- Lorte fugle!

Han gasser op og motoren presser en kaskade af vand efter jollen, der med cirka 30 knop i timen drøner fremad.

- Den fugl var heldig i dag, kommenterer Qiteraq Eugenius tørt.

Selvom Qiteraq Eugeniusen sådan set altid er gået på jagt, ser hans hverdag alligevel meget anderledes ud i dag, end den gjorde for bare 3-4 år siden.

Dengang gik hans dage med det, som dagene nu engang går med for de fleste mennesker i 30’erne: arbejde.

- Jeg stod op, så begyndte telefonen typisk at ringe. Så var jeg på kontoret fra ni til fem – som minimum. Og så tog jeg hjem.

Dengang arbejdede Qiteraq Eugenius som ejendomsmægler i Nuuk.

- Der var dage, hvor telefonen ikke holdt op med at ringe før klokken otte om aftenen. Det var dengang, der var boom i boligmarkedet i Nuuk, fortæller han.

Når han endelig fik fri, brugte han tiden med vennerne eller gik på jagt. Men tiden var knap.

- Det var begrænset, hvor meget jeg kunne få tid til, siger han.

Men det var den vej i livet, han havde valgt at gå. Den uddannelse, han havde taget. Og der skulle jo også penge på bordet. Det var vel sådan, det var.

- Når jeg tænker tilbage på det i dag, ved jeg ikke, hvilken frihed, jeg tænkte, at jeg havde dengang. Måske råd til at rejse – men det blev jeg træt af. I dag giver det ingen mening, siger Qiteraq Eugenius.

Med solen i nakken står han ved rattet, som han holder let ved med den ene hånd, mens han har haglgeværet i den anden. Det dufter af krudt.

Jollen glider hurtigt forbi de sneklædte øer, der ligger som klatter i vandet lidt syd for Nuuk. Den iskolde vind presser tårer ud af øjnene, der tegner striber på kinderne. Kontortid, hussalg og økonomi forekommer som en by i Rusland herude.

Pludselig drejer båden skarpt til højre.

En flok fugle er lige begyndt at lette og Qiteraq Eugenius har kurs direkte mod dem. Jagten er først lige begyndt.

Et barn af 90'erne

Qiteraq (Niels Olsen) Eugenius blev født 31. oktober i 1990 – fire år efter sin storebror, og fire år inden sin lillesøster.

Forældrene arbejdede meget, og børnene var ofte de sidste, der blev hentet i børnehave, husker han.

Det var dog ikke noget, der nagede ham. Han elskede børnehaven og skolen, og forældrenes arbejde var som sådan hellere ikke noget, der fyldte eller blev talt synderligt meget om derhjemme.

Til gengæld husker han det at være barn i Nuuk i halvfemserne som et sandt paradis. Det var før mobiltelefoner, iPads og streamingtjenester. Og før de helt store byggeprojekter og udvidelsen af hovedstaden for alvor tog fart.

Qiteraq Eugenius og hans familie har stort set altid boet ved Kakillarnat i Nuussuaq (bydel i Nuuk, red.) – tæt på vand og med fjeldet lige i baghaven.

- Man har nærmest haft det hele for sig selv som barn. Man var begrænset i forhold til, at man skal hjem klokken ti om aftenen, når lyset slukkede uden for Kangillinnguit Atuarfiat, men ellers var vi frie, fortæller han.

Når Qiteraq Eugenius ikke gik i skole, brugte han meget tid på fodbold eller snowboard. Nogle gange gik han også på jagt. Mens det var hans onkel, der lærte ham at fiske, var det hans far, der har lært ham at jage.

- Ham lærte jeg stort set alt fra som barn, fortæller han.

Skolen var Qiteraq Eugenius god til. Han kunne godt lide at få gode karakterer og gøre det godt, det blev nærmest en konkurrence for ham.

- Jeg ved ikke, hvad det er. Der er mange, der ikke går op i karakter, men det har jeg altid gjort, siger han.

- Men jeg kan gøre næsten alt til en konkurrence, tror jeg.

Den allerførste karrieredrøm, han havde, var at blive skraldemand. Som barn troede han, at skraldemænd kun arbejdede om onsdagen.

- Men det fandt jeg så ud af, at de ikke gjorde.

Jakkesæt og slikhår

Til en fest i 2011 spurgte Qiteraq Eugenius en af sine venner, der var på besøg fra Danmark, og som arbejdede inde for ejendomsbranchen, hvad man egentlig tjente som ejendomsmægler.

- Han sagde nogle tal, hvor jeg tænkte, wow. Så var jeg hooked, husker han.

Qiteraq Eugenius arbejdede dengang som sælger i Videocentreret i Nuuk, hvor han solgte DVD'er, CD'er, slik og sodavand. Hvorfor det lige var huse, han derefter kastede sig over, aner han ikke.

- Det er ikke fordi, jeg har haft en stor interesse for at vurdere huse. Det var mere at sælge. Og huse er jo egentlig det ultimative at sælge på en eller anden måde – det er det største, du kan sælge, fortæller han.

- Men jeg vidste også, at der var mange penge i det. Og penge var også en stor del af det, der drev mig. Det var vigtig for mig dengang, siger han.

I 2015 besluttede Qiteraq Eugenius at flytte til Danmark for at læse til finansøkonom på Copenhagen Business School.

- Folk gik i jakkesæt og havde slikhår, mens jeg gik rundt med dreadlocks og kæmpestort tøj og bluser, der gik mig ned til knæene, fortæller han.

- Jeg følte mig lidt malplaceret, i en periode. Indtil jeg selv redte mine dreadlocks ud og fik slikhår.

Under uddannelsen mødte han mennesker, der havde den samme interesse for at blive ejendomsmægler, som han selv havde. Så drømmen blev større og større, jo længere han kom i uddannelsen.

Da han fik sit diplom og kunne kalde sig finansøkonom i 2017, fik han tilbud om at blive elev hos et ejendomsmæglerfirma i Nuuk, mens han fortsatte på videreuddannelsen i Danmark.

Han takkede ja til tilbuddet, flyttede tilbage til hjembyen og efter to år, hvor han pendlede mellem Nuuk og Danmark, var han færdig.

Med jobbet som ejendomsmægler fik han råd til sin båd – og til at købe egen lejlighed.

- Jeg blev ikke superrig, men jeg tjente fint. Det var ikke penge, jeg manglede, siger han.

Når Qiteraq Eugenius ikke var på sit kontor for at arbejde, brugte han i begyndelsen meget af tiden med kammeraterne. Men langsomt begyndte arbejdet at tære på kræfterne.

- Overskuddet, jeg før havde til at være social, forsvandt mere og mere, jo længere tid, der gik, fortæller han.

Lysten til at sejle holdt dog ved – ude på vandet og inde i fjorden kunne Qiteraq Eugenius slippe arbejdspresset for en stund. Til dels i hvert fald.

- Du samler kræfter ude i naturen – også selvom du knokler, siger han.

- Men lige så snart min telefon fik forbindelse, begyndte den at vibrere.

Det var ikke hver gang, Qiteraq Eugenius tog telefonen – men tanken om, at der skete noget vigtigt på arbejdet, var svær helt at slippe igen.

- Nogle gange gik jeg i seng, hvor jeg stadig tænkte på arbejde, og vågnede op og tænkte på arbejde.

Som tiden gik, var det ikke kun det sociale overskud, der forsvandt. Helbredet begyndte at halte. Han fik ofte hovedpine og ondt i maven.

- Jeg vågnede op med næseblod og brystsmerter, og var ofte syg, husker han.

I begyndelsen skubbede han det til side, men en dag i 2022, efter han igen var vågnet op med næseblod og ondt i brystet, tog han til lægen.

Du har stress, lød konklusionen.

Qiteraq Eugenius blev sygemeldt. Til at begynde med skulle han gå ned i halv tid, og langsomt arbejde sig op igen. Men han kunne ikke overskue særlig meget.

- Jeg havde perioder, hvor jeg bare ville ligge i fosterstilling i lang tid. Og ikke havde overskud til at stå op. Jeg følte mig nærmest nervøs for at komme på arbejde.

Qiteraq Eugenius blev sygemeldt ad flere omgange. Han fik det hverken bedre eller dårligere.

- Der var stillestand i lang tid, husker han.

Fyret og fri

Endnu en forbier.

- Neej!

Tilbage på vandet flyver omkring otte edderfugle og en enkelt kongeedderfugl længere og længere væk fra jollen. Det gamle haglgevær driller, og Qiteraq Eugenius skifter våben til en nyere model.

- Hvad er det nu, man siger i Pokémon. You can’t catch them all, eller sådan noget?, siger han og griner.

Jollen sejler stille og roligt fremad. Motoren brummer. Gennem kikkerten holder Qiteraq Eugenius øje og peger de forskellige fugle ud, som han spotter.

Tejsten, der næsten kan virke usynlig i det grumsede vand, en appa (polarlomvie, red.), der er hvidere end tejsten – og en havlit, en af hans yndlingsfugle.

- Hanhavlitten har sådan en lang halefjer. Skideflot. Og deres fødder er tigerstribede. Blå. Og så har den et lyserødt næb. Den flyver virkelig elegant, fortæller han.

En dag i slutningen af 2022 mødte Qiteraq Eugenius op på sit kontor og så, at der lå en fyreseddel på skrivebordet.

- Det kom som et chok. Det satte en masse tanker i gang i mit hoved, fortæller han.

Qiteraq Eugenius trak stikket. Han solgte sin lejlighed, flyttede hjem til sine forældre i barndomshjemmet, købte sin hund, Kalle, og så holdt han fri.

- Jeg levede at det overskud, jeg havde fra salget af min lejlighed og sejlede frem og tilbage mellem Nuuk og min families hytte i Kapisillit med min hund. Det var egentlig det, jeg lavede, fortæller han.

Efter et par år lå han en dag og scrollede rundt på Instagram, da fingeren og blikket standsede ved en reklame for en helt ny uddannelse på Ilisimartusarfik. SILA hed den.

Det var en bacheloruddannelse i biologi, der med udgangspunkt i grønlandsk kultur, natur og praktisk erfaring skulle klæde de studerende på til at blive fremtidens forskere og naturformidlere.

- Jeg læste studieordningen og tænkte, fuck, det lyder fandme fedt!

Nu stod 34-årige Qiteraq Eugenius over for en beslutning: Skulle han vende tilbage til det gamle liv med økonomi og finanser eller starte forfra på noget helt andet. Han valgte det sidste.

3. februar sidste år troppede han op sammen med tolv andre studerende på universitetet, som den allerførste årgang på den nye biologiuddannelse.

- Og jeg har aldrig fortrudt.

Tilbage mellem øerne syd for Nuuk har Qiteraq Eugenius fået øje på en ensom edderfugl. Han flytter solbrillerne op i panden og samler roligt haglgeværet op uden at slippe den af syne.

Man aner nærmest kun lige fuglens hoved over de mørke bølger. Pludselig begynder den at flyve og pisker afsted over vandet.

Qiteraq Eugenius følger fuglen med geværløbet. Han skyder.

Alt handler om at holde fri

- Den er død, konstaterer Qiteraq Eugenius, da jollen kommer tæt på.

Fuglen flyder på vandoverfladen. Han læner sig ud over kanten på jollen for at gribe den ved halsen.

Bølgerne skvulper og slår mod skroget på båden. Han fjerner fjerdragten på den unge edderfugl, og er begynder at skære bryststykkerne ud. Hans hænder bliver hurtigt smurt ind i blod og dun.

Siden Qiteraq Eugenius begyndte på biologiuddannelsen, har han ikke set sig tilbage. Hans hverdag er som forvandlet.

- I dag handler alt om at holde fri. Jeg værdsætter fritid så meget. Meget mere end jeg gjorde engang jeg var ejendomsmægler.

Når han ikke er i skole eller passer sit studiejob ved Pinngortitaleriffik, sejler han.

- Jeg har svært ved at sidde inde, når vejret er godt, og drømmer hele tiden om at komme ud, siger han.

Og ude, skyder han. Eller dræber, som han siger.

Han forsyner sig selv og sin familie med sin fangst. Hvad han tager ud og fanger bestemmer sæsonen – for tiden er det havfugle. Inden længe begynder stenbidersæsonen.

- Det er det, jeg elsker ved at bo her. Jeg kan få tiden til at gå hele året rundt, siger han.

Penge betyder i dag nærmest ingenting for Qiteraq Eugenius. Han skal bare have råd til sin bil, sin båd og sin hund.

- Penge betyder alligevel intet, hvis man ikke har det godt, siger han.

I 2028 vil Qiteraq Eugenius kunne kalde sig for bachelor i biologi. Han drømmer om at bruge uddannelsen til at formidle og vise verden om Grønland og naturen her.

I stil med hele grundlaget for SILA-uddannelsen, håber han også, at han kan kombinere sin faglighed og sin praktiske erfaring som jæger til at blive et bindeled mellem fisker- og fangerverden og forskerverden.

- Det med, at du kan stille dig i midten mellem en biolog og en fanger, og formidle, så man får en bedre dialog i stedet for at være sure på hinanden, siger han.

- Det føles bare så rigtigt.