Det manglede da også bare

Nyheden om, at de statsansatte politifolk i rigsfællesskabet nu er ligestillede, dukkede op i nyhedsstrømmen i sidste uge. 

Politifolkene i Grønland kan nu se frem til at få den samme arbejdstid på 37 timer om ugen - ligesom i resten af rigsfællesskabet, og ikke mindst den samme løn - ligesom i resten af rigsfællesskabet.

Tidligere har argumenterne for ikke at ligestille løn og arbejdsvilkår for politifolk i Grønland med kollegaerne i Danmark været, at det ville skævvride lønudviklingen i Grønland. 

Traditionelt er lønningerne generelt lavere i Grønland i forhold til i Danmark og når arbejdsugen i Grønland ligger på 40 timer, så var skævvridningen mellem de grønlandske og danske politifolks forhold indlysende.

Så langt, jeg kan huske har der været en kamp om ligestilling på flere områder i Grønland. 

I min barndom handlede det meget om kvindernes rettigheder, arbejdsmængde i hjemmet, børneopdragelse og deslige. Men det handlede også om ”Lige løn for lige arbejde”. 

Og det gjaldt for både mellem mænd og kvinder, men så sandelig også mellem personer født i Grønland - altså de hjemmehørende, og de tilkaldte, som man kaldte primært danskerne, der kom til Grønland for at arbejde.

Lønforskellen mellem de hjemmehørende og de tilkaldte var et resultat af den omstridte løn- og ansættelsespolitik, der blev indført i Grønland i 1964, også kaldet fødestedskriteriet. 

Det sikrede højere løn til danskfødte for at tiltrække kvalificeret arbejdskraft, og det skabte en markant ulighed og forskellige vilkår blandt de to befolkningsgrupper.

Formålet var som sagt, at tiltrække kvalificeret arbejdskraft udefra for at modernisere det grønlandske samfund. 

Samtidig skulle lønniveauet for de hjemmehørende holdes på et lavere niveau, som man mente passede til økonomien. 

Det betød at den hjemmehørende fik en lavere løn end sin danske kollega med samme uddannelse og job.

Fødestedskriteriet blev voldsomt kritiseret af befolkningen for at være diskriminerende og har med tiden blevet gradvist udfaset. 

Den sidste rest af fødestedskriteriet blev afviklet i forbindelse med overenskomstforhandlinger i 1991, altså 13 år efter hjemmestyrets indførsel. 

Da var der fuld ligestilling mellem de hjemmehørende og de tilkaldte med samme uddannelsesbaggrund og arbejdsopgaver.

I ligestillingen var så de grønlandske politifolk og faktisk også anstaltsbetjentene undtaget. 

For deres ansættelsesforhold og løn fortsatte med at følge de grønlandske løntakster og vilkår, som lå en del under de danske kollegers ansættelses- og lønvilkår.

I februar kom nyheden om, at de statsansatte anstaltsbetjente i Grønland nu var blevet ligestillede med deres danske kolleger. 

I sidste uge fik de grønlandske politifolk deres tiltrængte ligestilling med deres danske kolleger. 

Der er jubel og hurraråb over hele linjen. 

Og selvfølgelig skal vi glæde os over, at den forskelsbehandling der har været på grønlandske og danske statsansatte i rigsfællesskabet nu, er et afsluttet kapitel. 

Men jeg har mere lyst til at sige: Endelig! 

Der er blevet råbt om det i så mange år. De skiftende medlemmer af Folketinget har også presset på, uden at det blev taget alvorligt. 

En ligestilling af løn- og ansættelsesvilkår risikerede at smadre den grønlandske lønudvikling, var det tynde argument. For det er tyndt, når det i dag kan lade sig gøre. Heldigvis, for det manglede også bare.