Det slider på kroppen - mere end vi kan holde til

Maannguaq Broberg, socialhjælper.

Hvorfor er du socialhjælper?

- Fordi jeg virkelig godt kan lide at være med til at udvikle børn. Da jeg indså, at jeg kunne bidrage til deres udvikling, begyndte jeg at studere for at få en dybere forståelse af børns udvikling. Det betyder meget for mig, at følge børns udvikling og se dem vokse. Jeg er meget glad, når jeg er blandt børn – det er, som om vi giver hinanden energi, mens vi lærer og udvikler os sammen.

Hvordan oplever I hverdagen?

- Dagene er forskellige. Jeg forventer altid at gå hjem med en følelse af at have bidraget – det er mit vigtigste mål. Samarbejdet blandt personalet er altid godt, men der er selvfølgelig udfordringer som personalemangel. Det betyder, at vi ofte må håndtere flere opgaver på én gang, såsom at lave mad, gøre rent og ordne kontorarbejde samtidig.

- Derfor går vi nogle gange hjem helt udmattede. Det, vi kan give børnene, bliver begrænset, og vi bliver meget stressede. I gennemsnit har vi måske tre udfordrende dage om ugen. Sommerperioden kan være særlig hård, fordi vi har ekstra travlt.

Kan du fortælle om en dag på dit arbejde, der viser, hvordan manglen på hænder påvirker dig og børnene?

- Vi har oplevet kun at være to medarbejdere på arbejde til 24 børn. Vi samler alle børnene, hjælper dem, der skal have støtte til at spise, og sørger for, at alle får mad. Det er meget stressende. Det bliver næsten normalt at tænke: “Vi klarer det nok”, selvom vi godt ved, at det hverken er sundt eller forsvarligt at være så pressede.

- Vi glemmer os selv, og det kan få konsekvenser, for eksempel sygemeldinger på grund af stress. Det slider på kroppen, og vi arbejder mere, end vi kan holde til. På grund af manglen på personale, føler man sig utilstrækkelig. 

Hvis du kunne ændre én ting ved dit arbejde i morgen, hvad skulle det være?

- Lønnen. Den burde tilpasses den virkelighed, vi arbejder i. Vi er placeret dér, hvor behovet er størst – hos de mindste børn og deres udvikling. Lønnen afspejler ikke det ansvar og den indsats, vi yder, især når alt andet i samfundet også bliver dyrere. Vi arbejder hårdt – både på arbejdet og privat. Ofte udfører én person arbejde svarende til to eller tre, uden at det bliver anerkendt eller kompenseret. Det ansvar, vi tager, bliver ikke bemærket, og lønnen forbliver den samme. Det føles skævt.

- En økonomisk forbedring ville gøre hverdagen mindre belastende. Jeg ville også ønske bedre muligheder for støtte, da arbejdet slider meget på kroppen. For eksempel adgang til massage eller samtaler med en psykolog – det er noget, der mangler. Ofte bliver vi først set, når vi er overbelastede. Hvis vi ønsker at købe noget til børnene, som legetøj eller andet, der kan lette hverdagen, kræver det ofte meget insisteren. Det er udmattende. Samtidig bærer vi også konsekvenserne af besparelser i daginstitutionerne.