Meningerne er delte mellem de grønlandske kandidater til Folketinget - Erika Nielsen Baadh (Siumut) og Juno Berthelsen (Naleraq) er enige om målet – et stærkere Grønland – men deres metoder er vidt forskellige.
Hvor Siumut vil vurdere hjemtagelsen af de resterende 30 ansvarsområder "løbende" og i takt med, at Grønland får de juridiske kræfter, mener Naleraq, at processen skulle have været afsluttet "i går".
- Vi skal meddele Danmark, at alle områder skal bringes op til den standard, som loven foreskriver, og det skal ske med det samme. Det burde været sket for længst, siger Juno Berthelsen (N), der altså ønsker områderne hjemtaget til Grønland.
Sociale ar og hashmisbrug bremser vejen mod selvstændighed
Erika Nielsen Baadh (S) peger på, at Grønland står med dybe samfundsproblemer, der skal løses, før man kan stå helt alene. Hun fremhæver især det massive hashmisbrug som en barriere for udvikling.
- Vi er et lille samfund, og vi ved, hvor ødelæggende misbrug kan være, lyder det fra Erika Nielsen Baadh.
En opgørelse fra 2015 viste, at Danmark dengang brugte omkring 576 millioner kroner årligt på at drive de ikke overtagne områder, som eksempelvis politiet. Ifølge Selvstyreloven skal Grønland selv betale for at drive et område, når det hjemtages, og blandt andet derfor har hjemtagelse af sagsområder været særdeles begrænset.
Grønland skal sidde for bordenden i det geopolitiske spil
Hos Naleraq er Juno Bertelse uenig med Erika Nielsen Baadh. Juno Berthelsen afviser at vente på en gradvis overtagelse af de 30 ansvarsområder; for ham er selvstændighed et spørgsmål om folkeret og principiel selvbestemmelse.
Kravet er klart, alle områder skal løftes til lovens standard og hjemtages.
Det gælder også sikkerhedspolitikken, hvor Grønland selv skal sidde for bordenden ved at gå uden om Danmark og indgå direkte handelsaftaler med USA og Canada vil Naleraq bryde med fortiden og polstre den grønlandske økonomi:
- Det er kritisabelt, at Danmark først reagerer nu, hvor de frygter at miste Grønland som territorium, siger Juno Berthelsen om Danmarks øgede fokus på Arktis.
Slut med at blive overset i Danmark
Begge kandidater er enige om én ting: Grønland må ikke længere overses. Med USA, Kina og Ruslands øgede interesse for Arktis, står Grønland i en historisk stærk forhandlingsposition.
Samtidig lover begge kandidater at kæmpe for grønlænderes rettigheder i Danmark, hvor især diskrimination og kulturelle misforståelser i det sociale system fylder meget.