Tirsdag så det ud til, at diskussionen om tidens bestemmelse ville blive lukket én gang for alle. Lovudvalget var kommet med en anbefaling, som Naalakkersuisut bakkede op om.
Men under debatten i Inatsisartut rejste Bo Martinsen (D) sig og foreslog, at punkterne blev sendt tilbage til Lovudvalget inden tredjebehandlingen. Det var der opbakning til, og dermed blev debatten afbrudt.
Bo Martinsen er selv medlem af Lovudvalget og har derfor været med til at komme med anbefalingen om, at den nuværende tidszone beholdes, men at sommertid afskaffes. Alligevel bad han om mere tid til udvalgsarbejdet.
- I bund og grund handler det om, at jeg føler, at vi har et større arbejde foran os. Hvis det står til mig, er der nogle flere høringer, vi måske kan få i gang, siger han til Sermitsiaq.
Hvorvidt der kommer flere høringer, er op til Lovudvalget, men Bo Martinsen så gerne, at så mange som mulige blev hørt både i storbyerne og de små bosteder.
- En times ændring berører os alle på det ene eller det andet punkt. Og det er jo ikke bare en snak om en time. Det er vores levevis, det er den måde, vi tager ud og fisker og fanger på.
- Det er noget, der kommer til at berøre alle. Det er fiskere, det er fanger, det er kontorarbejdere, det er lærere, det er læger, det er patienter til sygehusene i Danmark og i andre steder af verden. Det er vores forretningsliv. Det er alle. Høj som lav bliver berørt på den ene eller den anden måde, siger Bo Martinsen.
Hvornår skal sommertid afskaffes?
Naleraq og Siumut havde begge foreslået, at Grønland stiller uret en time tilbage, så vi igen kommer i UTC-3. Det anbefaler Lovudvalget dog bliver forkastet.
Oppositionspartierne og Lovudvalget er dog enige om at afskaffe sommertiden, så vi for fremtiden ikke skal rykke på uret hvert halve år. Det besluttede Inatsisartut allerede i 2019, men har ventet på EU.
Men tirsdag sagde formanden for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen (D), at de er klar til at afskaffe sommertiden fra 1. januar 2028.
Spørgsmålet er, om den beslutning stadig vil stå til magt efter punkterne igen har været forbi udvalget.
- Det er jo besluttet, at vi vil fjerne sommertiden. Spørgsmålet er, hvornår og hvordan kan vi gøre det, så det har den bedst mulige effekt for hele vores velfærdssamfund, siger Bo Martinsen.
Hvis Grønland afskaffer sommertiden før EU, vil vi i vinterhalvåret være tre timer fra Danmark og i sommerhalvåret fire timer.
Berøringsangst for tidens bestemmelse
Ifølge planen skal punkterne tredjebehandles 15. maj. Men tiden må vise, om udvalget bliver klar til den tid, siger Bo Martinsen.
Hvis debatten udskydes, er det endnu en gang i en lang række af udskydelser af forslagene om tidens bestemmelse.
Punkterne skulle være færdigbehandlet på efterårssamlingen 2025, men 2. behandlingen blev skubbet til vintersamlingen – som så blev udskudt på grund af det store arbejde med at håndtere USA-situationen. På forårssamlingen i år var punkterne først sat til 14. april, men Lovudvalget anmodede om udsættelse af punkterne.
Hvad tror du, der gør, at det er så svært at tage en beslutning om det her?
- Jamen, det ved jeg ikke, om der er noget berøringsangst for nogen, eller hvad det er. Men igen, det er jo lige netop fordi, det har så stor en berøringsflade, som det egentlig har.
- Det er ikke bare en beslutning. Det er noget, der kommer til at berøre alle. Så derfor er det jo også et enormt vigtigt emne at tage op, og det er en enormt vigtig beslutning at tage, siger Bo Martinsen.
Han erkender, at det bliver umuligt at gøre alle tilfredse på det her punkt, men for at opnå det, der er bedst for alle, skal udvalget bruge mere tid.