I lighedens tegn

Det mest spændende i en valgkamp, set fra mit udkigstårn, er partiernes valgprogrammer og deres kandidater. 

Kan partierne opstille kandidater der virker troværdige? Kan kandidaterne se både fremad og indad, når de fortæller, hvad vi får, hvis vi stemmer på dem? Får vi ny energi valgt ind eller vælger vi kandidater med en politisk erfaring? Er de politiske løfter realistiske eller har partierne andre hensigter med at stille op til Folketinget? Spørgsmålene er mange, og jeg håber, at I som vælgere har fået svar på dem alle, når I står i stemmeboksen og skal sætte jeres kryds.

Gennem tiderne har vi fra Grønland sendt repræsentanter i Folketinget. To repræsentanter, hvilket klart overstiger det antal, som vores ringe befolkningstal berettiger. Derfor er det vigtigt, at disse to repræsentanter samarbejder med hinanden, samarbejder med Inatsisartut og forsøger at samarbejde med det politiske flertal i Folketinget, som besætter statsministerposten - uanset hvilken politisk kulør de måtte have. 

Grønland opnår kun varige resultater, hvis man rækker hånden frem og med grundigt bearbejde fakta fremlægger vores ønsker. Ønsker, IKKE krav. Vi når ingen vegne med krav.

Når jeg ser ud over det samlede kandidatfelt, glædes jeg. Kombinationen af nye og energiske kandidater og kandidater med allerede påvist politisk erfaring, giver i min verden alle en mulighed for stemme på både den politiske retning, men også hvor partierne skal satse fremadrettet.

En anden ting, jeg ser på tværs af det politiske spektrum er, at alle stille krav til Danmark og at det er Danmark der skal rette op på det ene efter det andet og så er det også Danmark der skal betale. Det er den nemmeste måde at køre en valgkamp på, men jeg synes, det er for tyndbenet. Det er valgflæsk uden kød på.

De grønlandske kandidater, der ender på vores to pladser på Christiansborg, skal have noget med i posen, som de kan forhandle med. Man skal ikke bare med op med ønskeliste og kræve dem opfyldt. 

Hvis man stiller op med krav og Folketinget ikke lytter til dem, hvad så? Hvad er plan B? Alle retter fokus på de områder Danmark har ansvaret for. Politiet, domstolene, anstalterne, udenrigsområdet og helt aktuelt også sikkerhedsområdet.

Det siger sig selv, at alt på retsområdet som minimum skal ligestilles. Lige løn til alle, for det samme arbejde. I min optik, burde der tillige være et ekstra løntilskud til for eksempel politibetjentene, da de ikke kun er politibetjente, men også pålægges et kæmpe socialt arbejde. 

Derudover skal rammerne omkring politiarbejdet højnes, så politibetjentene for eksempel gives bedre muligheder for samtaler og aflastning, når deres arbejde gang på gang rammer dem som private personer. Lad os passe på vores betjente, når nu de altid passer på os. Emner som dette kan ingen være uenige i.

De kommende fire år kræver forandringer internt i Grønland og nogle af disse kan man arbejde for via Christiansborg. Hele vores sikkerhedspolitik skal kunne tåle en grundig revision, da verden som vi kender den er i opbrud. Vi har i Grønland en misforstået nultolerance overfor radioaktivitet. 

Betyder det for eksempel, at vi ikke vil have atomdrevne krigsskibe i vores farvande, hvis de er der for at beskytte os? Danmark har tiltrådt et atomart samarbejde med Frankrig og det kan ende med, at der opstilles atomvåben på dansk jord, da det reelt er det eneste, der kan holde Rusland fra dansk jord. Vil Grønland tillade det samme? Hvis det er eneste mulighed for at holde Rusland væk fra grønlandsk jord?

Hvad vil de grønlandske partier og kandidater komme med til forhandlingsbordet? Hvor langt vil de/I gå i lighedens tegn? Godt valg!