Inuit Ataqatigiit afslører fredag eftermiddag deres kandidater til folketingsvalget.
Partiets kandidater skal løfte arven efter Aaja Chemnitz, som er blevet valgt til Folketinget tre gange for partiet siden 2015.
Blandt IA's kandidater er formand for Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg i Inatsisartut, Pipaluk Lynge.
- Det er et stort ansvar, som det kommende folketingsmedlem kommer til at tage. Presset fra USA er ikke stoppet, og jeg føler, at jeg kan være med til at gøre en forskel og bidrage til at løfte arbejdet, siger Pipaluk Lynge.
Pipaluk Lynge har ved flere lejligheder markeret sig. Senest i forbindelse med den diplomatiske krise med USA, hvor politikeren kæmpede for, at udvalget i Inatsisartut skulle orienteres samtidigt med Udenrigspolitisk Nævn i Folketinget om situationen.
Derudover stiller også Nivi Rosing op. Også hun er i øjeblikket medlem af Inatsisartut.
Vil forlade Inatsisartut
Både Nivi Rosing og Pipaluk Lynge siger, at de vil forlade Inatsisartut, hvis de vælges til Folketinget:
- Jeg ser Inatsisartut arbejde som et fuldtidsjob, fordi vi arbejder hele året, næsten uden ferie. Og sådan er det også med Folketinget, derfor kan jeg ikke sidde to steder, siger Pipaluk Lynge.
Samme toner lyder fra Nivi Rosing:
- Jeg ser Inatsisartut arbejde som fuldtidsjob, det samme med Folketinget. Derfor holder jeg orlov, hvis jeg bliver valgt, siger hun.
Lund og Fontain stiller også op
Derudover stiller også Kalistat Lund og Aqqalukkuluk Fontain op til valget for IA.
Partiformand Múte B. Egede siger, at det forestående valg bliver et historisk vigtigt valg, fordi hele verden kigger mod Arktis.
- Hvis vi bruger de muligheder, der er nu, vil de gavne Grønland.
- Vi skal ikke være nummer to i rigsfælleskabet, vi skal allesammen være nummer et, siger Múte B. Egede, der vil have mere lighed i forhold til blandt andet sundhedssektoren.
Ifølge partiformanden vil partiet afsløre flere kandidater i næste uge.
(opdateres)