Inatsisartut mødes i dag: Siumut skal i opposition og nye medlemmer af Naalakkersuisut godkendes

Tirsdag starter forårssamlingen, og det skal blandt andet afgøres, om Kim Kielsen fortsætter som formand for Inartisartut, og hvem der indtræder som nye medlemmer af Naalakkersuisut.

Inatsisartutmedlemmerne ved efterårssamlings start i 2025.
Offentliggjort

Meget er sket siden medlemmerne af Inatsisartut sidst var samlet i parlamentet til en enkelt mødedag 2. februar for at debattere det store pres fra USA.

Siumut har trukket sig fra koalitionen, og tirsdag afsløres det, hvilke konsekvenser det får for det parlamentariske arbejde.

Inatsisartut åbner forårssamlingen kl. 10, og de første punkter på dagsordenen afslører, at der skal ske en større rokering af formandsposter og udvalgsmedlemmer, ligesom der også skal godkendes nye medlemmer af Naalakkersuisut.

Formandsposter i spil

Flere tunge poster i Inatsisartut er i spil, efter at Siumut har trukket sig. Det drejer sig for det første om formandsposten for selve parlamentet, som Kim Kielsen i øjeblikket har. 

Valget til denne vigtige post og resten af formandskabet er det første politikerne skal tage stilling tirsdag.

Dernæst sidder Siumut også i spidsen for de to vigtige udvalg Finans- og Skatteudvalget, med Erik Jensen, samt Fiskeri-, Fangst- og Landbrugsudvalg, med Lars Poulsen, hvilket der formentlig også laves om på.

I forbindelse med at Siumut trak sig fra koalitionen, valgte både Kim Kielsen og Vivian Motzfeldt at melde sig ud af partiet, og dermed er det tidligere så magtfulde parti kun repræsenteret med to medlemmer ved dagens møde i Inatsisartut. 

Vivian Motzfeldt og Kim Kielsen har tilsyneladende endnu ikke besluttet, om de vil melde sig ind i andre partier, da de fremgår som løsgængere på Inatsisartuts liste over medlemmer.

Nye medlemmer af Naalakkersuisut

Efter valget af formandskabet til Inatsisartut, og inden der tages stilling til udvalgsposterne, har formand for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen (D) et punkt på dagsordenen: Valg af medlemmer af Naalakkersuisut.

Her vil han bede Inatsisartut godkende, hvad der formentlig er fire nye medlemmer af Naalakkersuisut.

Siumuts afgang fra koalitionen samt folketingsvalget betød nemlig, at yderligere to medlemmer har forladt Naalakkersuisut i form af Vivian Motzfeldt (udenrigsanliggender og forskning) og Naaja H. Nathanielsen (erhverv, Råstoffer, Energi, Justitsområdet og Ligestilling).

Dermed er Naalakkersuisut nede på seks medlemmer mod 10 fra koalitionens start sidste år. Der er nemlig ikke udpeget afløsere for henholdsvis Mads Pedersen og Bentiaraq Ottosen, som forlod Naalakkersuisut i slutningen af 2025.

Sermitsiaq følger naturligvis dagens møde og fordelingen af formands- og Naalakkersuisut-poster tæt.