Olie - Grønlands evige udfordring

Europa er i højeste alarmberedskab, da olieforbruget er stort, og der ikke er opbygget tilstrækkelige oliereserver. 

Efterspørgslen på olie og de mindre mængder af tilgængelig olie får helt naturligt prisen på olie og olieprodukter til at stige. For de fleste mennesker ses det, når prisen for at tanke sin bil stiger. Men problemet er meget større.

I sidste uge ankom det sidste skib til København med flybrændstof. Der er ikke flere på vej i øjeblikket, da ingen skibe kan komme ind i Hormuz-strædet, og derfor kommer ingen ud igen med brændstof. 

Hvad sker der i Københavns lufthavn, når flybrændstoffet slipper op? Hvad betyder det for Air Greenland og forbindelsen mellem København og Nuuk? Det vil tiden vise.

En tanke, der slog mig, var: Hvor store er de grønlandske brændstofreserver? Alle byer i Grønland, der ikke har vandkraft, kan stå over for uoverskuelige konsekvenser, hvis der ikke løbende sikres en tilførsel af olie. 

Grønland har gennem Polaroil kontrakter på levering af olie til en aftalt pris. Det er meget fint i fredstid, men hvad sker der, når der slet ikke er olie tilgængeligt? Hvis leverandøren kan få mere end det dobbelte for olien et andet sted, er kontrakterne så sikre nok til at sikre leverancerne til Grønland? 

Jeg ved det ikke, men det er værd at sætte politisk fokus på, da det grønlandske samfund risikerer at gå helt i stå.

Samtidig ser vi, at USA angriber andre oliestater som fx Venezuela. Det, der sker i Venezuela, er decideret tyveri af andre landes naturressourcer, og i øjeblikket ser det ikke ud til, at USA har det moralske kompas på plads. 

I kampen om geopolitisk kontrol og kontrol over verdens energireserver kommer alle andre lande i klemme. Derfor er USA ikke en pålidelig samarbejdspartner. 

Det gælder også amerikanske firmaer, der forsøger at gøre sig til rundt omkring i verden. Ser vi på Grønland, så er politikken i øjeblikket, at vi er ”open for business”.

Det vil jeg gerne sætte et kæmpe spørgsmålstegn ved. Skal vi indgå aftaler med amerikanske firmaer, der ønsker at udnytte grønlandske naturressourcer, og bør vi gøre dette i en tid, hvor den amerikanske statsadministration styres af en gal leder, og hvis venner i forretningsverdenen gives forret før alle andre? 

Mit svar er nej. Jeg mener, at ethvert samarbejde med amerikanske firmaer skal sættes på pause, indtil USA igen bliver mere normalt og får en rigtig demokratisk administration.

Dertil mener jeg, at USA skal bevise, at man kan stole på dem igen. Det kan ske ved, at de starter med at rydde op efter sig i hele Grønland, hvor deres efterladenskaber fortsat ligger rundt omkring i naturen. 

Derfor skal USA og amerikanske selskaber heller ikke have lov til at bore efter olie på Jameson Land i Nordøstgrønland, i et meget sårbart arktisk miljø. 

Jeg ved godt, at hele emnet lyder som noget, der har været oppe før, men sådan er det, når emnet er olie - Grønlands evige udfordring.