LIVEBLOG

Nato har lanceret Arctic Sentry for at styrke sikkerheden i Arktis

I denne liveblog kommer vi med opdateringer omkring den amerikanske interesse i Grønland.

Onsdag holder mørke biler klar i lufthavnen i Nuuk. Én af bilerne skal formentlig fragte Kong Frederik videre fra lufthavnen og til Hans Egedes Hus, hvor kongen skal deltage i en frokost, som første punkt på programmet i Nuuk.
Offentliggjort
  • Flere mødt op for at se Kong Frederik ankomme

    Arnaq Nielsen

    Nogle få borgere er mødt op for at se Kong Frederik lande i Nuuk.

    Én af dem er Hansine Lyberth, og hun fortæller til Sermitsiaq, at hun følger Kong Frederik tæt af en særlig årsag:

    - Jeg er født i 1968, samme år som kongen. Så det er vigtigt for mig at følge med i kongen.

    Hansine Lyberth venter på kongen i Nuuks lufthavn. Hun vil tage til kaffemik i Katuaq til eftermiddag.

    - Jeg holder ferie i Nuuk, og derfor har jeg brugt muligheden for at se ham ankomme og følge ham i hans besøg. Jeg skal også hjem til Maniitsoq i morgen. Dagen i dag vil jeg bruge til at følge med, og tage til kaffemik i Katuaq til eftermiddag.

  • Pressen klar til at modtage kongen

    Kassaaluk Kristensen

    Klokken 11.00 står grønlandske og danske medier klar til at dække Kong Frederiks ankomst til Nuuk.

    Ankomst forventes klokken 11.30, hvor formand for Naalakkersuisut Jens-Frederik Nielsen og formand for Inatsisartut Kim Kielsen skal tage imod ham.

    Sermitsiaq følger dagens kongebesøg i Nuuk, hvor Kong Frederik bland andet skal til kaffemik i Katuaq.

    Pressen klar til at modtage kongen.
  • Kongen rejser til Grønland som samlende figur efter Trump-uro

    Ritzau

    Kong Frederik skal agere samlende figur for hele Kongeriget Danmark, når han onsdag formiddag 11.30 ankommer Nuuk.

    Det er vurderingen fra historiker Emma Rønberg Paaske.

    Det er kongens tredje besøg i Grønland, siden han blev regent for godt to år siden i januar 2024.

    De hyppige besøg til Grønland kommer som følge af den uro, som USA's præsident, Donald Trump, har skabt i befolkningen med sine gentagne ytringer om kontrol med Grønland.

    - Det er selvfølgelig vigtigt, at kongen, der i øvrigt også er Grønlands konge, tager op og sørger for, at alting er, som det skal være, og indgyder håb i en turbulent tid, siger Emma Rønberg Paaske.

  • Et symbol på samhørighed

    De kongelige er begrænset i forhold til at handle eller ytre sig politisk, da det danske monarki er konstitutionelt og derfor ikke har reel magt i traditionel forstand.

    - Men han har det, som man kan kalde blød magt, som gør, at han kan gå op og være et symbol på vores samhørighed i rigsfællesskabet, siger Emma Paaske.

    Kongen selv har ikke direkte koblet besøget til Grønland med den amerikanske interesse for øen og Trumps udmeldinger, hvilket selvsagt hænger sammen med, at kongen ikke på egen hånd kan eller skal udføre politiske handlinger.

    Men da kongen annoncerede sin tur til Grønland, lød det, at han og dronning Mary har fulgt med i udviklingen, hvor Grønland har været under pres fra den anden side af Atlanten.

    - Vi føler meget med det grønlandske folk, og det, der er foregået i Grønland i de seneste uger, har berørt os meget, sagde han under et pressemøde på et kongeligt statsbesøg i Litauen i slutningen af januar.

  • Særligt stærk tilknytning

    Forholdet mellem grønlænderne og det danske kongehus går helt tilbage til 1921, da Christian X rejste derop på den første officielle rejse, hvorefter skiftende regenter har haft en tæt relation til øen.

    Men kong Frederiks er særligt stærk.

    Han har både som barn og voksen rejst landet tyndt. Både i officielle sammenhænge som kronprins og konge, som søofficer i 1996 på inspektionsskibet "Vædderen", og ikke mindst da han gennemførte den 2500 kilometer lange slæderejse "Expedition Sirus 2000".

    Ifølge Emma Rønberg Paaske er han den regent, der har haft det tætteste bånd med grønlænderne.

    - Det er bestemt en fordel, for han kender landet og det grønlandske folk, siger hun og understreger, at han er enormt elsket af den grønlandske befolkning.

    Grønlænderne har også givet udtryk for, at man ønskede et besøg og mere opmærksomhed fra kongen i denne tid, siger hun.

    - Så selvfølgelig kommer han.

    /ritzau/

  • Rubio har talt med Norges statsminister om Grønland

    Ritzau

    USA's udenrigsminister, Marco Rubio, holdt lørdag møde med Norges statsminister, Jonas Gahr Støre, under sikkerhedskonferencen i den tyske by München.

    Her talte de to om Grønland, skriver Rubio på det sociale medie X.

    - Under mit møde med den norske statsminister, Jonas Gahr Støre, drøftede vi Norges afgørende rolle i Arktisk sikkerhed og Grønlands strategiske betydning.

    - Vi ser frem til at samarbejde med Norge om sikkerheden omkring forsyningskæder, herunder for kritiske mineraler, skriver Rubio.

  • Det Hvide Hus delte valentinskort til Grønland

    Det norske nyhedsbureau NTB skriver, at Støre under sikkerhedskonferencen fortæller, at mødet gik godt, og at han havde brugt anledningen til at bringe Grønland op.

    De to snakkede også om Ukraine, siger Støre til NTB.

    Trump genoplivede fredag debatten om Grønland, da han foran Det Hvide Hus sagde til journalister, at der lige nu er forhandlinger i gang om Grønland.

    Det Hvide Hus delte desuden lørdag et valentinskort til Grønland på det sociale medie X, hvor der stod "det er tid til, at vi definerer vores situationship".

    Danmarks statsminister, Mette Frederiksen, gentog lørdag, at Danmark er uenig i, at USA kan få ejerskab over Grønland.

  • Nato har lanceret Arctic Sentry for at styrke sikkerheden i Arktis

    Ritzau

    Med støtte fra USA har Nato lanceret Artic Sentry, som via øvelser og overvågning skal styrke sikkerheden.

    Nato har besluttet at lancere Artic Sentry, som via øvelser og overvågning skal styrke sikkerheden i Arktis. Det skriver Reuters.

    Beslutningen kommer efter de alvorlige spændinger, som USA's præsident, Donald Trump, udløste med sit krav om ejerskab over Grønland.

    Den nye mission betyder, at Nato overtager koordinationen af den militære tilstede værelse i Arktis. Det sker med amerikansk opbakning og kan dermed ses som en vej til at imødegå Trumps bekymringer for sikkerheden i Arktis.

  • Viggo Mortensen på besøg hos formanden for Naalakkersuisut

    Kassaaluk Kristensen

    Tirsdag har formanden for Naalakkersuisut Jens-Frederik Nielsen delt et billede med ham og den dansk-amerikanske skuespiller Viggo Mortensen på det sociale medie Facebook.

    Jens-Frederik Nielsen udtrykker glæde over, at skuespilleren viser støtte ved at være i Grønland i en svær tid:

    - Viggo har de seneste dage været i Nuuk for at vise sin opbakning til os i en tid med stor international opmærksomhed og pres udefra. Det betyder noget. Ikke kun når politiske ledere markerer støtte, men også når stemmer fra kunstens og kulturens verden vælger at stå frem, skriver han.

    I samme opslag fortæller formanden for Naalakkersuisut, at han senere på ugen skal deltage i den internationale sikkerhedskonference i München, hvor verdens beslutningstagere og sikkerhedseksperter skal drøfte global sikkerhed, stabilitet og ansvar.

    - Her vil jeg gøre det klart, at vi i Grønland skal være en del af de internationale samtaler, når det handler om sikkerhed i Arktis og i verden. At vi tager ansvar. Og at beslutninger om vores land træffes herhjemme, siger Jens-Frederik Nielsen.

  • Macron i et interview: Krisen om Grønland er ikke slut

    Kassaaluk Kristensen

    Frankrigs præsident Emanuel Macron har tirsdag morgen i et interview til franske Le Monde givet udtryk for, at krisen om Donald Trumps ønske om annektering af Grønland ikke er slut.

    Han er af Le Monde blevet spurgt ind til Europas reaktion på Trumps trusler om at overtage Grønland og nye toldtrusler mod Europa i den forbindelse.

    Macron beskriver, at det ikke er på sin plads til europæisk lettelsens suk og mener, at krisen kan blusse op igen:

    - Folk troede, det var slut. Men tro ikke på det et eneste sekund. Hver dag er der trusler vedrørende medicinalsektoren, digital teknologi... Når der er en klar aggressionshandling, mener jeg, at vi ikke må bøje hovedet eller forsøge at finde et kompromis. Vi har prøvet den strategi i månedsvis. Det betaler sig ikke, lyder det fra Macron.

  • Kendt skuespiller med til pressemøde

    Morten Okkels

    En kendt skuespiller var blandt publikum, da fire amerikanske senatorer mandag formiddag holdt pressemøde om deres ophold i Grønland.

    Viggo Mortensen var med på tilhørerrækkerne i selskab med Inatsisartut-politikerne Erik Jensen (S) og Pipaluk Lynge (IA). Mortensen er både amerikansk og dansk statsborger.

    Han var iklædt en T-shirt med en isbjørn og en pin på jakken med budskabet ‘Greenland is not for sale’.

    Som skuespiller er Viggo Mortensen navnlig kendt for sin rolle som Aragorn i Ringenes Herre-filmene.

    I januar meldte han sig ind i den udenrigspolitiske debat med et debatindlæg til mediet Sjællandske. Her kaldte han præsident Donald Trump for en bølle, som skal have et stærkt modspil.

    Læs mere om senatorernes pressemøde i denne artikel.

  • Amerikansk delegation vil møde pressen mandag

    Thomas Munk Veirum

    Den amerikanske delegation af politikere, der netop nu besøger Grønland, vil holde et pressemøde mandag formiddag kl. 10.15 på Hotel Hans Egede i Nuuk.

    Det oplyser USA’s konsulat i Nuuk i en pressemeddelelse.

    I meddelelsen fremgår, at det er senatorerne Angus King (Uafhængig) og Lisa Murkowski (R) som leder delegationen, der vil være i Nuuk frem til mandag.

    Lisa Murkowski er republikansk senator fra Alaska, og hun er kendt for at være kritisk overfor sin partifælle, præsident Donald Trump.

    Delegationen ankom lørdag eftermiddag, og søndag formiddag møder de amerikanske politikere Inatsisartuts Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg.

  • Amerikanere mødes med udvalg kl. 11

    Thomas Munk Veirum

    Søndag er en delegation af amerikanske politikere i Nuuk.

    Der er ikke kommet meget ud til offentligheden om programmet, men kl. 11 søndag formiddag skal de mødes med Inatsisartuts Udenrigs- og Sikkerhedpolitisk Udvalg.

    Det skriver DR, og udvalgsformand Pipaluk Lynge (IA) bekræfter mødet overfor Sermitsiaq.

    Amerikanerne landede lørdag kl. 16 i Nuuk.

  • Amerikansk delegation landet i Nuuk

    Kassaaluk Kristensen

    En amerikansk Air Force er netop landet i Nuuk klokken 16.00.

    Det forventes, at flyets passagerer er den amerikanske delegation, som skal holde møde med grønlandske politikere.

    Ifølge Sermitsiaqs oplysninger forventes det, at den amerikanske senator Lisa Murkowski at være blandt deltagerne.

    Det er endnu ikke oplyst, hvor mange amerikanske politikere, der skal være i Grønland denne weekend. Det amerikanske konsulat har i en mail oplyst, at det er Naalakkersuisut der har inviteret til en dialog.

    Overfor Sermitsiaq har Naalakkersuisoq for udenrigsanliggender Vivian Motzfeldt (S) oplyst, at emnet bliver den nuværende internationale politiske situation.

  • Vivian om amerikansk delegation: Venner af Grønland

    Thomas Veirum og Kassaaluk Kristensen

    USA’s konsulat i Nuuk meldte fredag ud, at en amerikanske delegation er på vej til Nuuk.

    Ifølge Sermitsiaqs oplysninger vil amerikanerne lande lørdag eftermiddag i Nuuk.

    Naalakkersuisoq for udenrigsanliggender Vivian Motzfeldt siger lørdag i en kort kommentar til Sermitsiaq, at der er tale om venner af Grønland:

    - Den amerikanske delegation, der kommer, er venner af Grønland. Og vi skal selvfølgelig holde møde med dem.

    - Emnet bliver helt klart verdenssituationen, som den er nu. Vi kan sikkert udtale os mere efter besøget, siger Vivian Motzfeldt.

    Ifølge Sermitsiaqs oplysninger ventes senator Lisa Murkowski fra Alaska at være blandt deltagerne i delegationen.

  • Grammy-vært nævner Grønland i stikpille til Trump

    Ritzau

    Værten ved årets Grammy Awards, Trevor Noah, nævnte Grønland under prisuddelingen natten til mandag.

    Det skriver nyhedsbureauet AP.

    Efter at sangeren Billie Eilish havde modtaget prisen for Bedste Sang, sendte Noah to stikpiller på én gang til USA's præsident, Donald Trump.

    - Det her er en Grammy, som alle kunstnere ønsker sig - næsten lige så meget som Trump ønsker sig Grønland, hvilket giver mening. Altså, fordi Epsteins ø er væk, sagde Noah.

    Komikeren refererer til, at Trump i begyndelsen af året flere gange har sagt, at han ønsker, at Grønland kommer under amerikansk kontrol "af hensyn til den nationale sikkerhedssituation".

    Efter flere gange at have sagt, at "vi kommer til at få Grønland", sagde han på World Economic Forum i Schweiz i midten af januar, at han ikke vil bruge magt til at få kontrol med det arktiske område.

    Donald Trump er desuden flere gange blevet sat i forbindelse med den afdøde finansmand og dømte sexforbryder Jeffrey Epstein. I sidste uge blev tusindvis af dokumenter med forbindelse til Epstein frigivet af USA's justitsministerium.

  • Løkkes popularitet steget markant under krisen

    Morten Okkels

    Danske vælgere tager godt imod udenrigsminister Lars Løkke Rasmussens håndtering af den internationale magtkamp om Grønland. Det bekræfter aktuel meningsmåling fra Epinion for DR og Altinget.

    Ifølge meningsmålingen har 43 procent af danskerne i dag et positivt indtryk af Lars Løkke Rasmussen, der også er partileder for Moderaterne. 37 procent er negativt indstillet.

    Lars Løkke Rasmussen var meget mindre populær i målinger af partiledere fra slutningen af 2025. Dermed er der tale om en rekordhurtig udvikling på baggrund af den aktuelle politiske strid om Grønland, bemærker det politiske medie Altinget.

    – Da først muligheden opstod for at træde ind på den store scene, greb han den på en måde, som ingen anden politiker ville være i stand til, siger politisk iagttager Steffen Hjaltelin til mediet.

    En lignende hastig udvikling fremgår af meningsmålinger i januar. I løbet af to uger gik Moderaterne fra 3,3 til 7,0 procent i målinger udført af Voxmeter for Ritzau.

  • Trump om forhandlinger: Det bliver en god aftale for alle

    Thomas Munk Veirum

    USA's præsident Donald Trump har natten til søndag udtalt sig om forhandlingerne vedrørende Grønland.

    Det skete natten til søndag, hvor præsidenten talte til journalister ombord på Air Force One.

    Her blev Trump spurgt til, hvordan det går med forhandlingerne:

    - Ja, vi har startet forhandlingerne, og vi er vist temmelig enige. De vil have, at vi skal gøre det.

    - Jeg tror, det bliver en god aftale for alle. En meget vigtig aftale, siger Trump.

    Trump understreger, at aftalen bliver vigtig for USA's nationale sikkerhed, og han tror, at aftalen snart vil være på plads.

    I øjeblikket forhandler højtstående embedsmænd fra USA, Grønland og Danmark om USA's interesse og militære tilstedeværelse i Grønland på baggrund af præsidentens mange tilkendegivelser om, at USA bør overtage Grønland.

    Naalakkersuisoq Vivian Motzfeldt (S) udtalte tidligere på ugen til Sermitsiaq om forhandlingerne:

    – Jeg vil sige til borgerne, at dialogen er i gang på embedsmandsniveau. Der vil sandsynligvis fortsat være "støj" ved siden af, men det vigtigste er, at dialogen mellem landene foregår gennem de etablerede kanaler. Det er dem, vi skal fokusere på, og håbe, at de fører til gode resultater, lød det fra Vivian Motzfeldt.

  • Naalakkersuisoq og forsvarsministeren har besøgt soldater i Buksefjorden

    Thomas Munk Veirum

    Forsvarsministeriet skriver på X, at forsvarsminister Troels Lund Poulsen og naalakkersuisoq Vivian Motzfeldt lørdag har besøgt danske soldater ved vandkraftværket i Buksefjorden.

    Soldaterne ved værket træner bevogtning af kritisk infrastruktur i regi af øvelsen Arctic Endurance.

    Besøget af de to politikere blev annonceret fredag, og senere på dagen skal der også være et borgermøde. Både Vivian Motzfeldt og Troels Lund Poulsen vil deltage i borgermødet, som afholdes i GUX Nuuk kl. 15.00.

  • Tysk komiker stod bag forsøg på at hejse USA's flag i Nuuk

    Ritzau, Thomas Veirum

    En mand, der er ansat på det tyske medie NDR, forsøgte onsdag at hejse det amerikanske flag i Grønlands hovedstad, Nuuk.

    Det skriver Jyllands-Posten, som har fået bekræftet oplysningen af NDR.

    Manden - den tyske komiker Maxi Schafroth - forsøgte at hejse flaget som en del af en optagelse til satiremagasinet "Extra 3", hvor han er ansat, lyder forklaringen fra NDR.

    Maxi Schafroth har henvendt sig til Sermitsiaq vedrørende episoden, som han gerne vil undskylde.

    Han forklarer, at hensigten med episoden var at lave noget imod den aggressive amerikanske tilgang, og både han og hans kameramand er meget chokerede over, hvilke følelser, de har sat i gang.Onsdag skrev flere medier, at en ukendt person forsøgte at hejse et amerikansk flag i Grønland. En fotograf fra nyhedsbureauet AFP tog også billeder af hændelsen.

    Grønlands Politi bekræftede ligeledes over for Sermitsiaq, at en person havde forsøgt at hejse flaget.

    Alt forløb fredeligt, da personer på stedet stoppede ham. Politiet ankom først til stedet bagefter.

    Flagstangen står ved kulturhuset Katuaq i Nuuk.

    Hændelsen udløste "heftige reaktioner" på sociale medier i Grønland. Det skriver den grønlandske influencer Orla Joelsen på X.

  • Medie: Person prøvede at hejse USA's flag i Nuuk

    Thomas Veirum

    Onsdag i denne uge forsøgte en person at hejse USA’s flag på pladsen ved Katuaq i centrum af Nuuk.

    Det skriver TV2, som også har en lille videosekvens af episoden.

    Ifølge mediet greb flere personer ind og fik stoppet flaghejsningen. Situationen forløb fredeligt, og politiet undersøger sagen, oplyser de til TV2.

  • Jens-Frederik Nielsen i Paris: - Vi giver os ikke

    Thomas Munk Veirum

    Formand for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen (D), er onsdag i Paris, hvor han sammen med statsminister Mette Frederiksen taler til journalister og studerende på universitetet Sciences Po.

    Her lyder det fra Jens-Frederik Nielsen, at Grønland er under pres, og at situationen gør befolkningen bange, men man har ikke tænkt sig at give efter.

    Det skriver DR.dk

    - Vi er under pres, og vores befolkning er bange. Men vi giver os ikke, siger Jens-Frederik Nielsen ifølge Reuters.

    Ifølge DR udtalte Mette Frederiksen under et besøg i Berlin tirsdag, at hendes vurdering er, at krisen med USA’s ønske om at overtage Grønland langt fra er overstået.

  • Verdensberømt musiker gør sin musik gratis i Grønland i et år

    Ritzau

    Den canadiske sanger og sangskriver Neil Young har gjort al sin musik frit tilgængelig i Grønland. Det skriver han på sin hjemmeside.

    Det gør han efter "den uberettigede stress og de trusler", som grønlænderne ifølge Young har været udsat for af USA's præsident, Donald Trump.

    - Jeg håber, at min musik og mine musikfilm kan lette noget af den uberettigede stress og de trusler, I oplever fra vores upopulære og forhåbentlig midlertidige regering, lyder det.

    Derfor åbner Neil Young op for sine arkiver på sin hjemmeside, så alle, der har den grønlandske landekode i sit mobilnummer, kan få gratis adgang til mere end fem årtiers musik fra canadieren i et år.

    - Det er mit oprigtige ønske, at I kan nyde al min musik i jeres smukke grønlandske hjem i den højeste kvalitet. Dette er et tilbud om fred og kærlighed, lyder det.

    Man kan komme ind på Niel Youngs arkiv her.