En kvinde er fredag blevet dømt i Grønlands Landsret i en usædvanlig voldssag.
Landsretten finder det bevist, at kvinden har udsat to plejebørn for systematisk vold.
Volden foregik som en del af opdragelsen i en periode på omkring to år, mens kvinden var plejemor for børnene i Maniitsoq. Hun og børnene er i familie med hinanden.
Landsretten har idømt kvinden otte måneders anbringelse i anstalt. Dermed var landsretten enig med Qeqqa Kredsret, hvor kvinden blev dømt for det samme sidste år.
De voldelige handlinger bestod i slag med hånden og slag med genstande. Børnene er også blevet skubbet til og revet i håret.
Kvinden blev dømt på baggrund af vidneforklaringer, blandt andet fra børnene.
Et yderligere vidne har fortalt, hvordan hun ved et tilfælde overværede plejemoderen slå et af børnene i hovedet.
Børnene blev fjernet og placeret et andet sted, inden sagen begyndte ved domstolene.