Lars Møller-Sørensen er død

Den tidligere embedsmand og erhvervsmand Lars Møller-Sørensen blev 62 år gammel.

Billede af Lars Møller-Sørensen fra tiden som topembedsmand i Kommuneqarfik Sermersooq.
Offentliggjort

Lars Møller-Sørensen døde for nylig i Danmark efter længere tids sygdom, 62 år gammel. Dødsfaldet er omtalt på det danske politiske medie Altinget.

Møller-Sørensen havde flere ledende poster i Grønland i løbet af et kvart århundrede og vil blive husket for mange ting undervejs.

Han ankom til Grønland i 1995, hvor han blev personaledirektør i Mittarfeqarfiit og fik senere lederstillinger i KNI.

I 2014 startede han sit arbejde for Kommuneqarfik Sermersooq, hvor karrieren toppede med stillingen som kommunaldirektør fra 2017 til 2021.

Han traf undervejs nogle omdiskuterede beslutninger om økonomi og boligpolitik, der førte til hans afgang fra embedet. Siden stiftede han et konsulentfirma. 

Lars Møller-Sørensen var sidste år anklaget for at have givet tidligere politiker Lars-Emil Johansen (S) et kommunalt job på falsk grundlag. Sagen endte med, at de begge blev frifundet for bedrageri i landsretten.

I sine unge dage i Danmark var Lars Møller-Sørensen partipolitisk aktiv for Venstre som ungdomsformand og kommunalpolitiker i Kolding.

Lars Møller-Sørensen efterlader sig tre døtre, og han begraves i Seest nær Kolding på lørdag, skriver Altinget.