Når hverdagens helte rykker ud

Alarmen lyder. I det tavse, frostklare landskab træder de frivillige frem i deres neon-gule dragter. Snescootere brøler til live, og sporerne i sneen vidner om, at nogen allerede er på vej mod det ukendte. 

De kender baglandet som deres egen lomme, har stået ansigt til ansigt med både naturens barskhed og menneskets skrøbelighed.

Alligevel er det ikke job, men vilje og engagement, der driver dem. De er hverdagens helte – dem, der frivilligt går foran, når vinteren lukker sig om Grønland.

Frivillige på frontlinjen

Lars Borris Pedersen står i spidsen for den frivillige SAR-gruppe (Search and Rescue), som Snescooterforeningen Qamutit oprettede i 2011. Gruppen arbejder frivilligt – alligevel med en professionalisme og dedikation, man sjældent ser. 

- Da jeg begyndte, så jeg et tydeligt behov for en mere organiseret indsats. Politiet stod over for at finde folk, der enten var kommet til skade eller var forsvundet, men manglede både udstyr og ekspertise. Jeg begyndte derfor at bygge netværk og samarbejde på tværs, og det blev fundamentet for, hvordan vi organiserer vores arbejde den dag i dag, fortæller teamleder Lars Borris. 

Drivkraften bag SAR-enheden og alt det frivillige arbejde udspringer af personlighed og en ægte lyst til at hjælpe, understreger han. 

- Det ligger dybt i os – det er en del af min personlighed, og det samme gælder resten af gruppen. Vi hjælper, fordi vi vil gøre en forskel, fordi vi vil give tilbage til samfundet, og fordi redning simpelthen fascinerer os, uddyber Lars Borris med et varmt smil. 

I dag assisterer Qamutit SAR både politiet, brandvæsenet og Arktisk Kommando i eftersøgninger og redningsaktioner på land under Grønlands barske vintermåneder. Opgaverne spænder fra akutte redninger til planlagte eftersøgninger, hvor erfaring, udstyr og lokal viden er afgørende. 

For at være klar deltager alle medlemmer hvert år i forskellige uddannelser og øvelser inden for eftersøgning og redning, og de træner løbende i eftersøgning, bjergning og redning – sammen med myndighederne i SAR-relaterede øvelser. 

Gruppen består af 15 frivillige – plus hunden Bambi, som egentlig tilhører kollegaen Aputsiaq Davidsen, men som alligevel er en fast del af hverdagen i snescooter-hallen. Hunden går omkring mellem maskinerne, nusser til folkene og minder om den hjertevarme og gode ånd, der gennemsyrer enheden.

Lavinealarm

I år har Qamutit SAR særligt fokus på laviner – et af vinterens mest uforudsigelige og farlige fænomener i vildmarken. Snescootere trækker spor gennem sneen, mens gruppen planlægger ruter og sikkerhedsforanstaltninger, for hvert sekund tæller, når nogen er begravet under sneen. 

- Det ustadige vintervejr betyder, at laviner er noget, vi bruger ekstra tid på i år. Der har desværre været dødsulykker de seneste år, så vi er meget optaget af sikkerhed, forebyggelse og redning, fortæller Lars Borris med alvor i blikket.

Temperatursvingninger kan nemlig hurtigt forvandle sneen til en risikofyldt fælde. Når kulden er stabil mellem minus 10 og minus 20 grader, binder sneen sig til et stabilt lag. Men når temperaturen svinger omkring frysepunktet eller over, ændres strukturen: hårde lag kan fungere som glideflader, og ny sne binder sig dårligt til underlaget. Resultatet er et skrøbeligt snedække, hvor laviner kan udløses med et øjebliks uheld. 

- Vores opgave er ikke bare at redde folk, hvis uheldet er ude. Vi arbejder også for at forebygge og begrænse risikoen, så folk kan færdes sikkert i vinterlandskabet. Det gør vi gennem lavinekurser og informationsaftener, siger Lars Borris. 

Hvis superhelte fandtes, kunne de meget vel gemme sig her i snescooterhallen. Virkeligheden er ikke langt fra fantasien. 

- Vi er flere, der faktisk har fået et diplom fra en fond, hvor der står ‘helt’ på, griner Lars Borris, inden han vender tilbage til alvoren. 

- Det var i forbindelse med en redning, hvor vi lykkedes med at redde en enkelt person efter en snescooterulykke ved fjorden, siger han. 

Man kan således roligt kalde Qamutit SAR for en del af hverdagens helte – frivillige, der træder frem, når det virkelig gælder, og som sætter både viden, erfaring og hjertevarme i spil for at redde liv.

Når erfaring deles

En central del af Qamutit SAR’s arbejde – og noget Lars Borris brænder for – er at klæde andre på til at håndtere komplekse redningssituationer. 

- Jo flere vi er, der kan tage ansvar i kritiske situationer, desto stærkere bliver samfundet, siger Lars Borris med et smil. 

Derfor udbyder enheden også selv uddannelser, blandt andet lavinekurser. Tre af gruppens 15 medlemmer har nemlig været på Island, hvor de gennemgik en omfattende instruktøruddannelse. 

- Vi har holdt lavinekurser for alt fra politiet og brandvæsenet til dele af forsvaret, lyder det stolt fra teamlederen. 

Lavinekurserne forløber over to dage og kombinerer teoretisk undervisning med praktiske scenarier udendørs, hvor kursisterne blandt andet skal befrie dukker fra snemasser. Den frivillige SAR-gruppe har haft flere hundrede kursister igennem kurserne de seneste år, og indtjeningen går direkte tilbage i foreningen – til lavinetasker, udstyr og træning. 

Senest har SAR-instruktørerne undervist elever fra Arktisk Basisuddannelse, et samarbejde, Lars Borris ser stor værdi i. Hans tilgang til samarbejde gennemsyrer hele enhedens arbejde: 

- Vi samarbejder gerne med Arktisk Kommando frem for at distancere os. Nogle mener måske, at vi skal holde afstand, men i vores øjne skal de være velkomne, siger han med varme i stemmen. 

For Lars Borris og Qamutit SAR handler samarbejde ikke kun om planlægning og kurser – det handler om at stå skulder ved skulder, når alarmen går. For når alarmen lyder, træder de frivillige frem med stoltheden tydeligt på tøjet – logoet på højre bryst, det grønlandske flag på venstre overarm. 

De slipper alt, stort som småt, og kører ud i det frostklare landskab, drevet af erfaring, vilje og et dybt engagement for at redde liv.