Nyvalgt folketingsmedlem er åben for at pege på Mette F.

Hvis Grønland får sin vilje, så er folketingsmedlem fra Naleraq glad, siger han efter forhandlinger.

Det nyvalgte grønlandske folketingsmedlem Qarsoq Høegh-Dam fra partiet Naleraq var i Folketingssalen, da det nye folketing mødtes fredag til det første møde efter valget. Her snakker han med De Radikales Martin Lidegaard (th.).
Offentliggjort

Hvorvidt det nyvalgte folketingsmedlem Qarsoq Høegh-Dam fra partiet Naleraq hælder til en blå, rød eller midterregering er uvist.

Men han åbner for at kunne pege på Socialdemokratiets Mette Frederiksen som statsminister.

Det siger han til DR tirsdag, efter at han har været til forhandlinger i Statsministeriet med den kongelige undersøger og fungerende statsminister, Mette Frederiksen.

- Det kan vi selvfølgelig. Men det kommer an på mange ting. Vi har god dialog, svarer han DR på spørgsmålet om, hvorvidt han ville kunne pege på Mette Frederiksen.

Han tilføjer, at "så længe Grønland får sin vilje, er vi glade".

Da han senest for to uger siden var til de første regeringsforhandlinger på Marienborg, ville han ikke svare på, om han kunne støtte op om Mette Frederiksen som statsminister.

Her lød det, at Grønland ifølge ham var "kommet med en klar stemme". Hvad den stemme var, ville han ikke uddybe.

Det andet grønlandske folketingsmedlem, Naaja Nathanielsen (IA), siger på vejen ind i Statsministeriet tirsdag til DR, at hun har et særligt krav med sig. 

Danmark skal ikke udtræde af internationale konventioner. 

- At udtræde af konventioner er en rød linje. Det er et forkert signal at sende i den nuværende situation, hvor Grønland fortsat er under meget pres, og hvor der brydes med internationale konventioner og den retorik, der bliver ført, siger hun.

Hun har tidligere sagt, at hun hælder til en rød regering. Det sagde hun, da hun var forbi Marienborg for to uger siden til de første forhandlinger.

- Lige nu har jeg også svært ved at se, hvordan konstellationen skal være, hvis det skulle være en blå regering, sagde hun inden mødet på Marienborg.

Der gjorde hun det også klart, at hun deltager i forhandlingerne med et ønske, om, at Grønland skal have mere magt over udenrigspolitikken. 

Som det er nu, er det den danske regering, der varetager udenrigspolitiske anliggender på vegne af rigsfællesskabet.

/ritzau/