Område afspærret under stormvejr

Grønlands Politi måtte mandag aften afspærre et område i Qaqortoq.
Offentliggjort

Mandag aften var kraftig vind årsag til, at et område i Qaqortoq blev afspærret.

På Facebook har Grønlands Politi oplyst, at myndigheden valgte at spærre af omkring Blok A og Poul Ibsensvej B-1268. 

- Dette skyldes, at tagpappet på bygningerne har revet sig løst, hvorfor der er fare for forbigående personer. Politiet fraråder alt unødig færden i området, skriver Grønlands Politi mandag aften.

Vejrudsigten fra DMI viser, at der fortsat er kraftig vind Sydgrønland tirsdag.

Ifølge DMI vil flere steder være hård vind til hård kuling fra vest og nordvest og først på dagen lokalt med kraftige vindstød. 

Temp. mellem 4 graders frost og 2 graders varme. Natten til onsdag bliver det klart vejr, og vinden stilner lidt af, men kan på udsatte steder stadig være frisk eller hård fra nordvest, skriver DMI.