Opdateret 20:10: Politiet meddeler, at en 17-årig mand er død efter lavineulykken. To yderligere mænd blev bragt til sygehus og er uden for livsfare. Den fjerde person er uskadt. Pårørende er underrettet.
Klokken 15.45 lørdag eftermiddag er der anmeldt en større lavineulykke. Det bekræfter vagtchef ved Grønlands Politi, Karsten Højrup Kristensen til Sermitsiaq.
- Det er endnu uvist, hvor mange der er tale om, men de første meldinger lyder, at der formentlig er fire personer der er begravet under en lavineulykke, siger vagtchef Karsten Højrup Kristensen til Sermitsiaq.
Han oplyser videre, at en SAR-operation er iværksat hvor Arktisk Kommando og politiet arbejder sammen.
- Der er også indsat en helikopter. Redningsaktionen er stadig i gang, hvor vi fortsat er i en hastende indsatsfase. Jeg kan derfor heller ikke udtale mig mere, siger han.