Redegørelse: Kun én by kan bære privat lægepraksis

En ny redegørelse vurderer mulighederne for at etablere privat lægepraksis i Grønland. Privat lægepraksis kan være med til aflaste sundhedsvæsenet men kan omvendt også medføre øget ulighed i sundhed, påpeges det.

Selvom den eksisterende lovgivning muliggør etableringen af privat sundhedsfaglig praksis, fastsætter den ikke konkrete rammer for, hvordan samarbejdet mellem den private sundhedsfaglige praksis og det offentlige sundhedsvæsen skal foregå, herunder i forhold til regulering, kvalitetssikring og betjening af borgerne, skriver Naalakkersuisut på baggrund af den nye redegørelse.
Offentliggjort

Nuuk er det eneste sted i landet, hvor befolkningsgrundlaget realistisk kan understøtte privat almen lægepraksis.

Det påpeger en ny redegørelse bestilt af Naalakkersuisut og udarbejdet af Center for Folkesundhed i Grønland i samarbejde med eksperter i sundhedsøkonomi og sundhedsjura.

Spørgsmålet om private sundhedsydelser er blevet taget op i forlængelse af Sundhedsforliget, hvor det blev aftalt, at mulighederne for privatpraktiserende sundhedsmedarbejdere skal afdækkes.

Som lovgivningen er i dag er det muligt at etablere en privat praksis, og redegørelsen peger på, at der i Nuuk allerede er en privat tandlæge, private jordmødre samt private fysioterapeuter, men dog ikke en privat lægepraksis. De nuværende private sundhedsaktører kører alle med 100 procent brugerbetaling.

Kan øge ulighed i sundhed

Redegørelsen lægger op til en politisk drøftelse af forskellige løsninger, og der præsenteres tre overordnede scenarier for, hvordan  og hvor meget privat praksis skal være integreret i sundhedsvæsenet.

I redegørelsen står der, at hvert scenarie rummer forskellige fordele og ulemper, men fælles for dem er, at de i forskellig grad forventes at øge den sociale ulighed i sundhed, afhængigt af hvordan målgrupper defineres, og hvilke krav der stilles til praksis.

Uligheden kan opstå ved, at visse borgere via en privat praksis får hurtigere adgang til læge og dermed hurtigere henvises til videre udredning.

Med hensyn til fordele, fremgår det i redegørelsen, at flere nøglepersoner fremhæver, at en privat lægepraksis potentielt kan tilbyde ydelser, som det offentlige sundhedsvæsen i dag ikke har kapacitet til at levere.

En privat praksis ville også kunne tage imod patienter med mindre og ukomplicerede problemer, hvilket i sidste ende kunne bidrage til at aflaste telefonkøen og konsultationerne i det offentlige system i Nuuk.

Hele redegørelsen kan findes på Naalakkersuisuts hjemmeside.