Juridisk faderløse i både Grønland og Danmark får i 2026 og tre år frem adgang til gratis juridisk vejledning, støtte til at føre faderskabssager, tilbud om terapiforløb samt mulighed for at deltage i lokale informations- og vejledningsmøder.
Det oplyser Naalakkersuisut i en pressemeddelelse.
Hjælpen kommer som følge af et samarbejde mellem Departementet for Børn, Unge, Familier og Indenrigsanliggender, Rigsombuddet i Grønland og Social- og Boligministeriet i Danmark.
Der er tale om, at myndighederne har sat en ny projektperiode i gang, som sikrer, at hjælpen igen bliver tilgængelig for juridisk faderløse borgere i både Grønland og Danmark.
Naalakkersuisoq Nivi Olsen (D) håber hjælpen vil skabe mere tryghed og give flere juridisk faderløse mulighed for at finde ro og retning i deres egen historie:
- For mange juridisk faderløse har det været en lang og sårbar vej at stå alene med spørgsmål om identitet og tilhørsforhold.
- Derfor betyder det meget, at vi nu kan tilbyde hjælp gennem de offentlige myndigheder, så ingen behøver at gå med disse udfordringer uden støtte, udtaler Nivi Olsen.
Der afholdes i den kommende tid vejlednings- og informationsmøder i udvalgte byer - se mere på Naalakkersuisuts hjemmeside.