Valgnævn: To kritisable episoder og en personsag

Et år efter Inatsisartutvalget den 11. marts 2025 afslører Valgnævnet, at man kan godkende valget, men to kritisable hændelser og en personsag har haft nævnets helt særlige bevågenhed.

To steder tabte man arkivkassen med stemmesedler efter valget den 11. marts 2025, afslører Valgnævnet.
Offentliggjort

Valgnævnet, der har til opgave at sikre et korrekt gennemført Inatsisartut-valg, har offentliggjort den godkendte valgbog, hvor især to hændelser og en personsag springer i øjnene.

I forbindelse med transporten af stemmesedler skete det uheldige i Ilulissat og Aasiaat, at man tabte arkivkassen, som indeholdt stemmesedler.

- I Ilulissat tabte man en arkivkasse med blanke og ugyldige stemmesedler under transporten fra afstemningsstedet til kommunen. Arkivkassen blev fundet af en borger og indleveret til kommunen. I den forbindelse gennemgik man indholdet, og konstaterede, at der var kryds ved kandidaten Anthon Frederiksen på to af stemmesedlerne, fremgår det af Valgnævnets valgbog, men hvor det bliver tilføjet:

- De to stemmers forskel har ikke indflydelse på valgets udfald.

Episoden i Aasiaat

I Aasiaat var det ligeledes i forbindelse med en transport af stemmesedler fra et afstemningssted til kommunens administration, at man tabte en arkivkasse med stemmesedler.

- Grundet blæst er stemmesedlerne blevet spredt over et større område. Det lykkedes at finde alle de tabte stemmesedler på nær tre. Disse var tilskrevet kandidaten Aki-Matilda Høegh-Dam, og var allerede talt med i valgopgørelsen, oplyser Valgnævnet, der tilføjer:

- Eventuelt at fratrække de tre stemmer vil heller ikke have indflydelse på valgets udfald.

Episoderne er sket efter fintællingen. Alligevel finder Valgnævnet ”håndteringen af stemmesedlerne kritisabel og indskærper valgbestyrelsens og afstemningslederens ansvar i forbindelse med transporten af stemmesedlerne”.

Kandidat var ikke valgbar

Vedrørende personsagen oplyser Valgnævnet, at kandidaten Vittus Jerimiassen ikke var valgbar, da han har haft bopæl i Danmark inden for under seks måneder før valgdagen, hvilket er i strid med reglerne.

- Han kan derfor ikke indkaldes som stedfortræder, og stemmer afgivet til vedkommende fungerer i praksis som partistemme, understreger Valgnævnet, der oplyser, at han opnåede seks stemmer til valget.

Fire klager afvist

Der blev indgivet fire klager efter fristen for optagelse på valglisten fra personer, som midlertidigt opholdt sig uden før Grønland.

- Fælles for alle fire var, at de havde ansøgt efter fristen, og derfor havde modtaget afslag på deres ansøgning om optagelse på valglisten fra Kommuneqarfik Sermersooq, skriver Valgnævnet og pointerer:

- Da kommunen havde handlet fuldt ud i overensstemmelse med valgloven, stadfæstede Valgnævnet kommunens afgørelser.