I fjeldet renses luften for stress og politisk uro: – Du er en helt anden person, når du kommer hjem

Lene Kleist sidder i døråbningen til bagagerummet på sin bil, mens hun iklæder sine sko et par kæder med pigge nedenunder.

- Der kan være glat, siger hun.

På parkeringspladsen ved skiliften i Nuuk strømmer flere biler til.

- Heej!

Lene Kleist hilser på en lille gruppe mennesker, der kommer gående med huer, varme jakker og praktiske sko. Selv har hun en rød fjällraven-jakke på, en lille mavetaske om livet og en hue, hvor der står ’Gå væk kræft – livet er en gave’.

Det er navnet på den gruppe, der hver tirsdag mødes ved foden af Quassussuaq – bedre kendt som Lille Malene – i Nuuk for at bestige det 440 meter høje fjeld.

- Der er ingen dårlige dage. I snestorm går vi også op, siger Lene Kleist.

Gåturene arrangeres og holdes i hævd gennem Facebook. Gruppen blev etableret i 2020, blandt andet for at få flere til at dyrke motion ude i naturen sammen.

Når vi er fysisk aktive, hjælper det os med at holde de fleste kræftformer væk – så derfor, vær aktiv, står der i gruppebeskrivelsen på Facebook.

Lene Kleist mistede selv sin mand til kræft i sommeren 2022.

- Derefter var jeg meget ude i naturen alene. Det er der, jeg henter styrke. Jeg mødte gruppen på toppen af Lille Malene flere gange, og så blev jeg opfordret til at deltage, fortæller hun.

Og så er du holdt ved?

- Ja. Hver tirsdag. Man bliver bidt af det.

Ud over at være kræftforebyggende og kilde til sved på panden fungerer tirsdagsgåturen for mange også som et energiboost og en tiltrængt pause fra det, der fylder i dagligdagen.

For blot en måned siden var det især frygten for krig og annektering, som fyldte i Lene Kleist bevidsthed – og mange andres.

- Jeg har forsøgt ikke at blive påvirket, men det kan man ikke undgå, fortæller hun.

- Men jeg slipper alt, når jeg begynder at gå op med den her gruppe. Jeg tænker slet ikke på kaos i byen eller i livet.

Hun griber ud efter et par vandrestave i bagagerummet og rejser sig. 

- Nå, nu begynder de!

Hun sætter i gang for at indhente dem, der er begyndt at gå op langs skiliften mod toppen. 

Kæderne klirrer under hendes sko og sneen knager.

Man bliver mere robust

Manden og initiativtagerne bag vandregruppen hedder Jan Erik Pedersen. Gennem sit arbejde med nogle af byens mest udsatte unge har han undervist en del i løb og idræt.

Og så en dag blev hans mor syg med kræft.

- Jeg begyndte at bruge fjeldet noget mere, blandt andet for at få renset tankerne – og så begyndte folk langsomt at gå med, fortæller han.

Det var dér, at idéen med at få lokket flere med ud at gå opstod. Han kunne se, at der skete noget med de mennesker, han gik ture med – og med ham selv.

- Jo mere du går i fjeldet, jo mere du presser dig selv, desto mere selvindsigt får du, siger Jan Erik Pedersen.

- Man har nemmere ved at vinde tunge ting til noget positivt. Og det gør også, at man er mere tolerante overfor sine medmennesker. Man kan klare meget mere – både på arbejdet og privat.

Da Jan Erik Pedersen – længe før Facebook overhovedet blev en ting – først begyndte sine ture op på og rundt om Quassussuaq, var det ofte blot få mennesker eller en lille flok, der tog med. I dag har Facebookgruppen 2,8 tusinde medlemmer. Der eksisterer også lignende vandregrupper i nogle af de andre byer langs kysten.

Blandt andet i Sisimiut, Qaqortoq, Kangerlussuaq og Ilulissat.

I Nuuk svinger det, hvor mange, der plejer at gå med om tirsdagen – det kommer ofte an på vejret.

- I november, december og januar plejer det at være sådan rimelig dødt, fortæller Jan Erik Pedersen.

- Når vi kommer hen til den lyse tid, svinger vi fra mellem 15 og 45 mennesker på en tur.

Sidste år stoppede han med at tælle, hvor mange der gik med hver gang.

- Der rundede vi 14.000, der havde været på toppen, siden vi begyndte.

Det nytter ikke at tænke på Trump hele tiden

Vejen mod toppen begynder at blive stejl og flere stirrer fokuseret ned i sneen, mens de traver opad.

Dem med overskud haster i forvejen, vender om og løber retur til bagtroppen.

- Unge mennesker!

Jan Erik Pedersen kommer løbende ned, mens han energisk hepper og hilser på.

- Halløj! Qangami! Goddag-goddag.

Der bliver snøftet fra løbende næser hist og her. Folk sludrer – selvom samtaler får længere og flere pauser i takt med at vejrtrækningerne bliver tungere.

En gruppe på omkring ti mennesker er nået til et plateau, hvor de holder pause.

En af dem er Tony Street, der står og pudser sine tilduggede briller. Han har været med i vandregruppen i tre år, fortæller han.

Til dagligt har han travlt i en af landets IT-virksomheder.

- Det kan godt være stressende. Det er altid dejligt at komme ud – så glemmer man alt andet end bare at være her lige nu, siger han.

At være i nuet har dog for Tony Street krævet lidt ekstra de seneste par måneder, mens dramaet med USA er stået på.

- Jeg har prøvet at holde mig fra nyheder flere dage træk. Og prøvet at lukke ørene for det, når folk har talt om det – for det nytter ikke at gå og tænke på det hele tiden, siger han.

Tirsdagsgåturene, naturen og det at være aktiv har været en nødvendighed for at trives i hverdagen.

- Men jeg ville også gøre det her, selvom jeg ikke havde et stressfyldt arbejde. Jeg elsker at gå i fjeld og gå op ad – og nå toppen af et bjerg. Man har det dejligt bagefter, siger han.

Ikke langt fra Tony Street står Einar Tróndheim og griner med nogle af de andre, mens denyder udsigten. Han skal lige tænke lidt over sit svar, da han bliver spurgt til, hvorfor han går med.

- Der ligger mange ting i det, når jeg tager de her ture, siger han.

Hans familie har været hårdt ramt af kræftsygdom – blandt andet døde hans mor døde i 1990 af kræft, og hans storesøster har haft brystkræft.

- Det var det korte svar, siger han.

- Men jeg kender også rigtig mange, der er med – og så giver gåturen bare et boost.

Einar Tróndheim har en følelse af, at hans indre batteri bliver opladet, når han er med gruppen ude at gå.

- Når man kommer herop og nyder udsigten – du er jo en helt anden person, når du kommer hjem om aftenen igen. Det synes jeg bare kan noget.

Fra politisk side har man været ude at anbefale, at man går ture, lægger smartphonen væk – og generelt fokuserer mere på sin mentale trivsel i lyset af de seneste måneders uroligheder. Det synes Einar Tróndheim giver perfekt mening.

- Det er jo ikke andet end L.O.R.T., når man åbner den mobil, siger han.

'Prepping' og næsten-aflyste ferier

Længere oppe går Lene Kleist.

- Det er aaaaltid hårdt, siger hun forpustet og træder den ene fod foran den anden.

- Man vænner sige aldrig til det.

Et par meter foran hende går Pia Broberg. Hun har sat håret op i hestehale, har moskuspandebånd om hovedet og vandrestave i hænderne.

Hun bruger primært vandreturene for at holde konditionen i gang og for helbredets skyld, siger hun.

- Men det giver også så meget for ens selvværd at være ude i naturen, svarer hun.

- Puha, siger hun og stopper op for at trække vejret.

Lene Kleist indhenter hende og standser også.

Mens I har gået de her ture, har I så talt om Trump og USA?

- Ork ja. Det har vi, svarer Lene Kleist.

- Han (Trump, red) var jo taleemnet for en måned siden.

Pia Broberg nikker.

- Vi diskuterede derhjemme, hvorvidt vi skulle tage på ferie på grund af Trump, fortæller hun.

Ferien var købt og betalt – og så lancerede Naalakkersuisut deres krisevejledning, hvor de anbefalede landets borgere at forberede sig til at klare sig i fem dage uden strøm, vand og varme.

- Og det var fire dage, før vi skulle afsted. Så vi var utrygge, og var ikke så meget for at komme afsted, husker Pia Broberg.

- Vi har preppet derhjemme. Men det var nok det, der gav mig bekymringer – efter vi havde købt alle de rationer, udstyr og alt det, siger Lene Kleist.

Gåturene sammen i vandregruppen har sat en dæmper på panikstemningen, synes hun.

- Det eneste, man tænker på, er at nå toppen, siger Lene Kleist.

Bedre end 'kontorfis' og møder

Efter en lille time har de fleste nået toppen. Et par stykker i gruppen minder dog om, at man ikke rigtigt er nået til tops, før man har rørt ved den store røde container, der står deroppe.

Jan Erik Pedersen går rundt og deler bolsjer ud fra en lille plasticpose. 

- Det gør han altid, fortæller Einar Tróndheim.

- Hvis I begynder at fryse, så lav lige englehop. Vi venter lige på et par stykker, råber Jan Erik Pedersen ud til forsamlingen.

Udover at naturen har en helende kraft, mener Jan Erik Pedersen, at der også sker noget helt særligt mellem mennesker, når de går ture sammen.

- Alting kommer helt naturligt – samtaler og de emner man tager op, er meget mere konstruktive, siger han.

- Al støj er væk og man kommer hurtigere ind til kernen af, hvad der foregår.

Og det er han overbevist om, at alle har brug for.

- Møder burde holdes udenfor i stedet for på kontorerne, siger Jan Erik Pedersen.

Pia Broberg står midt i menneskemængden og ser ud over Nuuk. Solen står lavt og alt er blåt og orange.

- Jeg skulle virkelig presse mig selv for at komme i gang. Lige i starten var det slemmest, men så nyder man bare resten af turen og glemmer at det er lidt hårdt, siger hun.

- Nu har jeg det rart.

Også Lene Kleist har nydt turen. Hun går rundt og tager selfies sammen med nogle af de andre.

- Jeg er glad. Man har nået sit mål og er koblet af fra det hele. Tankerne er blevet dernede, siger hun og vifter med hænderne i retningen af byen.

Pludselig bryder Jan Erik Pedersens røst atter gennem snakken:

- Unge mennesker!

De sidste er nået toppen, og der skal tages et gruppefoto. Det er tradition. Et sammensurium af røde og blå strikhuer, lilla, sorte og hvide tykke jakker stimler sammen foran den røde container. En hund løber rundt og logrer med halen imens.

Inklusive hunde er der omkring 43 samlet på toppen denne aften. 

Alle har fundet en plads, og folk smiler og hæver armene mens de i kor råber:

- Ajugaa!