Landry: Jeg er her, for at tjekke det ud

Trumps særlige udsending til Grønland, Jeff Landry, på rundtur i Nuuk søndag aften inden delegationen skulle videre til middag på Charoen Porn.
Offentliggjort

Trumps særlige udsending til Grønland,  Jeff Landry, landede søndag eftermiddag i Nuuk lufthavn, hvorefter han sammen med et mindre følge på 6-7 personer blev kørt direkte til USA's nye konsulatbygning, hvor de blev indlogeret på Hotel Aurora Apartments, der ligger i samme bygning som konsulatet. 

Efterfølgende gik Landry og et par andre en tur rundt i Nuuk med et følge af nogle få journalister herunder Sermitsiaq, der fik mulighed for at stille et par spørgsmål til guvernøren fra Louisiana, der i forbindelse med sin udnævnelse i december sagde, at han anså det for en ære at tjene under Trump for at gøre Grønland til en del af USA. 

I februar skrev Landry på det sociale medie X: "Shame on you regeringsleder Jens-Frederik Nielsen!" i forlængelse af, at Jens-Frederik Nielsen havde sagt nej tak til tilbuddet om et hospitalsskib fra USA. 

Siden har der været mere stille fra guvernøren, der de kommende dage skal deltage i Future Greenland-konferencen, der løber af stablen 19.-20. maj i Katuaq. 

Deltager ikke i åbningen af konsulatet 

Grønlands Erhverv, der står bag konferencen, har præciseret over for Sermitsiaq, at Jeff Landry ikke er inviteret, og heller ikke er blandt talerne på konferencen, men at han deltager på lige fod med alle andre tilmeldte. 

Ifølge Jeff Landry selv så går turen tilbage til USA allerede den 20. maj og derfor deltager han heller ikke i åbningen af konsulatet torsdag den 21. maj. 

– Vi annoncerer et stort projekt i Louisiana, som jeg skal tilbage til. Jeg har jo et almindeligt arbejde, siger han til Sermitsiaq under gåturen rundt i Nuuk.  

Behøver ikke en invitation for at komme 

Hvorfor er du her i Nuuk? 

– Jeg er her for at tjekke det ud. Det er ligesom en ekspedition. 

Men du har ikke fået en officiel invitation til at komme her. 

– Folk kommer jo også til Louisiana uden en invitation. Vi skal ikke alle inviteres for at komme. Jeg tog også til Sydkorea, og der behøvede jeg heller ikke en invitation. Og jeg kom tilbage med et stålværk, siger Jeff Landry med henvisning til hans besøg i Sydkorea i 2024, der sikrede investeringer på 21 mia. dollars fra Hyundai Motor Group til byggeriet af et stort stålværk i Louisiana. 

Møde med Naalakkersuisut

Skal du mødes med den grønlandske regering? 

– Ja, jeg tror vi skal mødes med regeringslederen, når ambassadøren (Ken Howery, red.) kommer herop, siger Landry. 

Den amerikanske ambassadør Ken Howery skal efter planen ankomme i Nuuk i løbet af mandagen. Ifølge Sermitsiaqs oplysninger vil det også være mandag, at mødet med formand for Naalakkersuisut Jens-Frederik Nielsen skal finde sted. 

Jeff Landry (tv) bekræfter, at han skal mødes med regeringsleder Jens-Frederik Nielsen sammen med den amerikanske ambassadør Ken Howery, der ifølge planen ankommer til Nuuk mandag.

Vil skabe kontakter og muligheder 

Hvem tegner den officielle linje i USA i forhold til Grønland. Er det dig eller den amerikanske ambassade i Danmark/Det amerikanske konsulat i Nuuk? 

– Jeg forstår ikke, hvad du mener med dit spørgsmål. Vi har forskellige perspektiver på tingene ligesom journalister skriver forskellige historier. 

Hvad skal du lave i Grønland? 

– Jeg vil forsøge at få så mange venner som muligt, og se så mange ting som muligt og tale med folk og se, om der er nogle yderligere muligheder, som USA kunne engagere sig i. Dvs. flere økonomiske muligheder, der helt sikkert også kan gøre noget godt for grønlænderne, siger Jeff Landry.

Ifølge Sermitsiaqs oplysninger så skal Landry mandag besøge lokale borgere. Og undervejs formentlig dele flere "Make America Great Again"-kasketter ud. Flere kasser med disse kasketter blev i hvert fald læsset om bag i delegationens lejede biler, mens Sermitsiaq så på. 

Der skal deles "Make America Great Again"-kasketter ud i Nuuk. Flere kasser med kasketter blev i hvert fald læsset ind bag i delegationens biler søndag aften.

Overtagelse af Grønland

Hvad med overtagelsen af Grønland, som du sagde for et par måneder siden? 

– Jamen, lad mig hellere spørge dig: Hvornår har USA nogensinde overtaget et andet land? USA har aldrig gjort noget sådant i modsætning til europæiske lande, der har engageret sig i imperialisme og kolonialisme. 

– Vi har altid engageret os i åbne relationer og med økonomiske muligheder. Selv efter Anden Verdenskrig, da vi som den eneste supermagt havde muligheden, der gjorde vi det ikke. Vi hjalp med at genopbygge Europa og Asien. Jeg finder det fascinerende, at I fra et europæisk perspektiv ser på dette som en slags overtagelse. Jeg mener bare, hvornår har vi gjort det?, lyder det fra Jeff Landry. 

Abonnementer

Sermitsiaq.gl - web artikler

  • Adgang til alle artikler på Sermitsiaq.gl
  • Pr. måned kr. 59.00
  • Pr. år kr. 650.00
Vælg

Sermitsiaq - E-avis

  • Adgang til Sermitsiaq e-avis som udkommer hver fredag
  • Adgang til alle artikler på Sermitsiaq.gl
  • Pris pr. måned kr. 191
  • Pris pr. år kr. 1.677
Vælg

AG - Atuagagdliutit E-avis

  • Adgang til AG - Atuagagdliutit e-avis som udkommer hver fredag
  • Adgang til alle artikler på Sermitsiaq.gl
  • Pris pr. måned kr. 191
  • Pris pr. år kr. 1.677
Vælg

Sermitsiaq.AG+

  • Adgang til AG - Atuagagdliutit e-avis som udkommer hver fredag
  • Adgang til Sermitsiaq e-avis som udkommer hver fredag
  • Adgang til alle artikler på Sermitsiaq.gl
  • Adgang til Arnanut e-magasin
  • Adgang til Nutserisoq.gl
  • Ved interesse send en mail til abonnement@sermitsiaq.gl
Vælg

Kære Læser, Velkommen til Sermitsiaq.gl – din kilde til nyheder og kritisk journalistik fra Grønland. For at kunne fortsætte vores vigtige arbejde med at fremme den frie presse og levere dybdegående, kritisk journalistik, har vi indført betaling for udvalgte artikler. Dette tiltag hjælper os med at sikre kvaliteten af vores indhold og støtte vores dygtige journalister i deres arbejde med at bringe de vigtigste historier frem i lyset. Du kan få adgang til betalingsartiklerne fra kun kr. 59,- pr. måned. Det er nemt og enkelt at købe adgang – klik nedenfor for at komme i gang og få fuld adgang til vores eksklusive indhold. Tak for din forståelse og støtte. Dit bidrag hjælper os med at fortsætte vores mission om at levere uafhængig og kritisk journalistik til Grønland.