DØGNRAPPORT

Medicin stjålet fra sygehus - betjent forfulgt og filmet i sin fritid

Offentliggjort

Tirsdag middag kl. 12.30 fik Grønlands Politi anmeldelse om tyveri af medicin fra sygehuset i Maniitsoq.

Vagtchef Aputsiaq Hansen oplyser, at politiet opsporede en mistænkt person på vedkommendes adresse.

Her foretog politiet en ransagning, og det lykkedes at finde noget af den stjålne medicin.

Den mistænkte, en voksen kvinde, blev sigtet i sagen og efterfølgende løsladt.

- Der venter efterfølgende sagsbehandling og mulig videre efterforskning, siger Aputsiaq Hansen om sagen.

Betjent forfulgt

Senere tirsdag kl. 18.43 modtog politiet anmeldelse fra en betjent, der ikke var i tjeneste. Betjenten blev ifølge anmeldelsen forfulgt, råbt ad og filmet af en mand.

Aputsiaq Hansen fortæller, at manden blev anholdt og senere løsladt efter afhøring.

Det er politiets opfattelse, at betjenten blev forfulgt af manden på grund af sit job, og episoden efterforskes nu videre.

En del alkoholrelaterede hændelser

Aputsiaq Hansen fortæller, at politiet desuden har modtaget en række anmeldelser inden for følgende kategorier det seneste døgn:

Det gælder voldsanmeldelse, indbrud, selvmordstrusler, bortvisninger, uro i hjemmet, berusere og hærværk. 

- De fleste er alkohol relaterede opgaver, siger Aputsiaq Hansen.

Han siger, at disse opgaver har sat sit præg på politiets arbejde den seneste tid. I weekenden rykkede politiet således ud til over 200 hændelser inden for de kategorier.