Øjenvidne:Formodet amerikaner tilbyder tusindvis af dollars for underskrift om at Grønland kan blive en del af USA

Offentliggjort

En beretning fra en Nuuk-borger deles i øjeblikket vidt og bredt på Facebook.

Borgeren fortæller, hvordan en mand, Cliff, angiveligt fra Los Angeles har tilbudt ham 200.000 dollars, hvis han ville skrive under på et dokument om, at Grønland kan bør blive en del af USA.

Borgeren afviste tilbuddet og har ifølge eget udsagn meldt sagen til politiet.

En anden borger, Villy Olsvig, fortæller Sermitsiaq, at han ligeledes har mødt denne “Cliff” i Nuuk onsdag. 

Villy Olsvig er på et kort ophold i Nuuk i disse dage, og mødte den formodede amerikanske mand ved Katuaq. 

Borger: Meget mærkeligt

Manden spurgte om hjælp til at finde HHE, og Villy Olsvig hjalp med at gå turen sammen med ham. Men pludselig kom manden med et tilbud:

- Som jeg kan se det, så har han en stak papirer, blanketter man skal udfylde for at afgive en slags stemme. Manden oplyste mig om, at hvis jeg sagde ja til tilbuddet, så ville jeg modtage 200.000 dollars til januar næste år.

Manden havde endvidere oplyst, at resten af hans familie også ville modtage et vist beløb, og der var tale om skattefri penge. Villy Olsvig er dog særdeles skeptisk overfor tilbuddet:

- Men jeg er meget skeptisk. Der står intet om, hvor hans penge skulle komme fra, og hvor vi skulle modtage pengene fra. Det er meget mærkeligt, siger Villy Olsvig.

Politiet vil ikke kommentere

Sermitsiaq har kontaktet Grønlands Politi. Vagtchefen ville ikke hverken be- eller afkræfte en anmeldelse men sagde, at han ikke kunne udtale sig og henviste i stedet til politiets pressetjeneste.

Sermitsiaq har henvendt sig til pressetjenesten men har endnu ikke fået svar.

Det er vigtigt at understrege, at det for Sermitsiaq er uvist, hvem denne Cliff eventuelt arbejder for, om han er en privat aktivist eller noget helt tredje.

På Sermitsiaq vil vi fortsat forsøge at få en kommentar fra politiet til sagen. Vi forsøger også at få en kommentar fra de amerikanske myndigheder, i forhold til om de er bekendt med mandens aktiviteter i Nuuk.