USA's ambassade i Saudi-Arabien ramt af droneangreb

Brand er brudt ud på USA's ambassade i saudisk hovedstad efter droneangreb. Ambassaden lukker midlertidigt.

Amerikanske kampfly har de seneste dage angrebet mål i Iran. Iran har svaret igen ved at angribe amerikanske mål i flere lande i Mellemøsten.
Offentliggjort

Den amerikanske ambassade i Saudi-Arabiens hovedstad, Riyadh, er natten til tirsdag dansk tid blevet ramt af droneangreb.

Det oplyser Saudi-Arabiens forsvarsministerium ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- USA's ambassade i Riyadh blev ifølge de foreløbige vurderinger angrebet med to droner. Angrebet resulterede i en begrænset brand og mindre materielle skader på bygningen, lyder det fra forsvarsministeriet i en udtalelse.

Reuters skriver, at der ikke var nogen på ambassaden, da angrebet skete.

USA's ambassade har tirsdag morgen bekræftet, at den er blevet angrebet. I en udtalelse oplyser ambassaden, at den lukker midlertidigt, skriver nyhedsbureauet AFP.

Kraftige eksplosioner og røg

Tidligere opfordrede ambassaden på det sociale medie X alle amerikanske statsborgere i Saudi-Arabien til at søge ly.

Udenrigsministeriet i Danmark har opdateret sin rejsevejledning efter angrebet.

- Situationen er alvorlig og uforudsigelig. Bliv indendøre, og vær ekstra opmærksom på din personlige sikkerhed, skriver Udenrigsministeriet på hjemmesiden.

Flere vidner havde kort forinden fortalt både Reuters og nyhedsbureauet AFP, at de havde hørt kraftige eksplosioner og observeret sort røg fra diplomatkvarteret i Riyadh.

Det er det sted i hovedstaden, hvor udenlandske ambassader samt boliger for udenlandske diplomater ligger.

Trump vil komme med melding om modsvar

En kilde i den saudiske hær siger til AFP, at Saudi-Arabiens luftforsvar har opsnappet fire droner, der havde kurs mod det område, hvor de udenlandske ambassader ligger i Riyadh.

USA's præsident, Donald Trump, siger til en journalist fra det amerikanske medie News Nation, at man snart vil få at vide, hvordan USA vil svare igen på angrebet i Riyadh. Det skriver Reuters.

Iran har de seneste døgn angrebet en række amerikanske mål i blandt andet landene i Golfregionen.

Det sker som modsvar på de omfattende amerikanske og israelske angreb i Iran, som begyndte i weekenden.

Uro har sat prop i flytrafikken

USA indledte lørdag et storstilet luftangreb mod Iran i samarbejde med Israel. Siden er flere højtstående iranske ledere blevet dræbt, blandt andre Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei.

Qatars forsvarsministerium oplyser natten til tirsdag, at man har opsnappet og ødelagt to ballistiske missiler, som var på vej mod landet. Det skriver AFP.

De regionale uroligheder i Mellemøsten har blandt andet sat en prop i flytrafikken. Flere knudepunkter for internationale rejsende er lammet af krigen, og tusindvis af flyafgange er aflyst.

/ritzau/