Vil give tidligere anbragte en stemme

Det begyndte med et fælles ønske om at samle stemmer, der alt for sjældent bliver hørt – stemmer fra dem, der har tilbragt en del af deres barndom på børneinstitution.

Sofie Thomassen og Elias Nielsen har begge erfaring med at være anbragt. I dag er de en del af Safe Harbour-projektet (et internationalt projekt, der vil mindske anbringelser uden for hjemmet, red.), hvor de arbejder for at etablere en selvstændig organisation for tidligere anbragte i Grønland. For dem handler det ikke kun om at skabe en forening, men om at skabe et sted, hvor erfaringer bliver taget alvorligt – og hvor de kan bruges konstruktivt.

Ambitionerne er todelte. Foreningen skal være et fællesskab, hvor tidligere anbragte kan mødes, dele erfaringer og støtte hinanden i overgangen til voksenlivet. Men den skal også fungere som en interesseorganisation, der kan bidrage aktivt til den politiske debat om anbringelser og sociale indsatser.

- Vi vil samle erfaringer og viden fra dem, der har været anbragt. Mange har oplevelser, som aldrig bliver dokumenteret eller hørt. Dem vil vi gerne give plads, siger Sofie Thomassen, der i det daglige er socialrådgiverstuderende på Ilisimatusarfik og er tilknyttet Center for Arktisk Velfærd.

Samtidig ønsker de at skabe et trygt rum, hvor man kan tale åbent om både de svære og de gode sider af livet som anbragt.

- Der er mange, der står alene med deres historie. Vi vil gerne skabe et sted, hvor man kan spejle sig i hinanden og få støtte – også som voksen, tilføjer Elias Nielsen, der arbejder for Nuuk Transport som skraldemand.

På længere sigt håber de, at foreningen kan blive en fast stemme i samfundsdebatten – blandt andet gennem høringssvar, dialog med politikere og samarbejde med fagpersoner. Målet er, at tidligere anbragtes erfaringer ikke kun bliver personlige fortællinger, men også en del af det grundlag, som nye beslutninger træffes på.

En vidensbank af erfaringer

Et centralt element i planerne er opbygningen af en vidensbank. Her skal tidligere anbragte kunne dele deres erfaringer – ikke blot i form af personlige fortællinger, men som systematiseret viden om livet før, under og efter en anbringelse.

Tanken er at indsamle erfaringer fra tiden på institution, fra mødet med kommunen og fra overgangen til voksenlivet, hvor mange pludselig står uden det netværk, som andre unge kan trække på.

- Der mangler et samlet overblik over, hvordan det faktisk er at vokse op uden for hjemmet og bagefter stå alene som voksen, forklarer Elias Nielsen og peger på, at overgangen fra børnehjem til voksenliv ofte er brat og utilstrækkeligt understøttet.

Han fortsætter:

- Pludselig står man alene og skal finde bolig, økonomi, uddannelse og relationer ud på egen hånd. Det kan være en kæmpe omvæltning. Hvis vi kan dele erfaringer og tale åbent om det, kan vi måske gøre den overgang lettere for andre – og samtidig vise, hvor der er behov for forbedringer.

Vidensbanken skal derfor både have en støttende og en dokumenterende funktion. Den skal give tidligere anbragte mulighed for at spejle sig i hinanden, men også skabe et samlet erfaringsgrundlag, som kan bruges i dialogen med myndigheder og politikere.

- Når der laves nye regler eller ændringer på det sociale område, bør man lytte til dem, det handler om, mener Sofie Thomassen.

Foreningen ønsker derfor at blive en fast høringspartner, der kan afgive høringssvar og bidrage med konkrete input, når der fremsættes lovforslag eller kommunale tiltag.

- Vi vil gerne sikre, at tidligere anbragtes erfaringer ikke kun bliver personlige historier, men også bliver en del af beslutningsgrundlaget, tilføjer hun.

Inspiration fra Danmark

I arbejdet med at forme foreningen har de hentet inspiration fra en tilsvarende organisation i Danmark, der arbejder for tidligere anbragtes rettigheder.

- Vi har kigget på, hvordan de har bygget deres organisation op, og vi har aftalt at sparre med dem i opstartsfasen. Hvad skal vi være opmærksomme på? Hvilke fejl kan vi undgå? fortæller Elias Nielsen.

Samtidig får de rådgivning og støtte fra UNICEF Grønland, som blandt andet hjælper med administrative spørgsmål og opbygning af strukturen.

- Det betyder meget, at vi ikke står helt alene med det, siger Sofie Thomassen.

Et opgør med skammen

For Elias Nielsen er der også en mere personlig drivkraft bag projektet.

- Jeg vil gerne være med til at stoppe den stigmatisering, der kan være forbundet med at have været anbragt. Det skal ikke være skamfuldt, siger han.

Han mener, at mange tidligere anbragte kæmper med at sætte ord på deres oplevelser – og med at søge hjælp, hvis de har brug for det.

På længere sigt håber de, at foreningen kan tilbyde adgang til faglig støtte, for eksempel i form af samarbejde med psykologer, hvis der kan skaffes midler til det.

- Hvis vi får fondsfinansiering, kan vi måske arrangere workshops, fællesskaber og rådgivningstilbud. Men vi tager et skridt ad gangen, påpeger Sofie Thomassen.

Ambitioner og tålmodighed

Inden foreningen kan meldes officielt ud, skal vedtægter på plads og en generalforsamling afholdes. Navn og logo kommer senere.

Målet er, at organisationen kan blive etableret i løbet af 2026.

- Det vigtigste for os er at skabe et fællesskab, hvor man ikke står alene med sine erfaringer, siger Elias Nielsen.

Begge understreger, at de ikke ser projektet som en kritik af enkeltpersoner, men som et bidrag til at forbedre systemet.

- Vi vil gerne bruge vores erfaringer konstruktivt. Hvis vi kan være med til at gøre det lettere for kommende generationer af anbragte, så giver det mening, siger Sofie Thomassen.

Safe Harbour-projektet er stadig i sin opstart. Men for Sofie Thomassen og Elias Nielsen er retningen klar: Tidligere anbragte skal ikke kun være genstand for politik – de skal være med til at forme den.