Motoren summer lavt over vandet, mens båden skærer sig gennem den kolde fjord.
Forude rejser fjeldene sig stejlt og hvidt mod himlen. Adam Kjeldsen står ved rælingen og spejder mod land, som om han læser et sprog, kun de færreste forstår. Han ved, hvor sneen ligger bedst. Hvor vinden vender. Hvor man skal gå varsomt.
Om lidt skal han føre dagens gæster mod toppen, hvor stilheden tager over, og kun ski mod sne bryder lyden. Men for Adam handler turen om mere end udsigt og nedkørsler. Den handler om at vise mennesker det Grønland, han selv er formet af. For Adam Kjeldsen er fjeldet ikke bare arbejdsplads. Det er hjem.
Hvor eventyret begynder
Adam Kjeldsen vokser op i Aasiaat med sine forældre og to storesøstre – i en barndom præget af frisk luft, bevægelse og et liv tæt på naturen. Her fylder udelivet fra første færd, familien har båd og havet er en naturlig del af hverdagen. Samtidig kommer skiene næsten på fødderne, før de første skridt er taget, og vinterens sne bliver lige så selvfølgelig som sejladsen.
– Alpin blev med det samme min største interesse. Jeg tror, det var farten og fællesskabet, der fangede mig, fortæller Adam med et smil.
Adam bliver hurtigt meldt ind i den lokale skiklub. Men i Aasiaat findes ingen skilift. Vil man ned, må man først op. Turene op ad bakken bliver derfor Adams første møde med den disciplin og rytme, der mange år senere skal udvikle sig til en passion for randonnéeski – hvor opstigningen er en lige så vigtig del af oplevelsen som nedkørslen.
Weekenderne i Aasiaat går med træning og konkurrencer, og efterhånden som talentet vokser, bliver skiene også en billet ud i resten af landet.
– Jeg klarede mig godt, så Diskobugtmesterskaberne blev til Grønlandsmesterskaberne, og pludselig kom jeg jo rundt i Grønland og stod på ski. Det var stort, siger han.
Men det er ikke kun sneen, der former ham. Havet gør det samme. Familien sejler ofte – og længere end de fleste. Forældrenes eventyrlyst smitter af på børnene, og lysten til at søge mod horisonten bliver tidligt en del af Adams verdenssyn.
– Da jeg var 14 år, tog vi på langfart og brugte et helt år på at sejle til det sydligste Caribien og tilbage igen, fortæller Adam begejstret ved tanken om barndommens store rejse.
Han tager 9. klasse ombord på skibet, og i den lille kahyt deler han både plads og hverdag med sin søster – og sit store stereoanlæg, som han har slæbt med hjemmefra. For selv om 36 fod ikke giver meget albuerum, er han stadig teenager. Musikken skal med. Han binder anlægget fast ved siden af sengen og lader tonerne fra Pearl Jam og Nirvana fylde kahytten. Og når de nærmer sig land, og signalet endelig fanges, åbner en anden verden sig i radioen.
– Da vi nærmede os Florida, fandt jeg en radiokanal, der spillede alt det nyeste, som slet ikke var nået til Grønland endnu. De sagde altid: “You’re listening to 103.1 – The Buzz.” Jeg var helt vild med det. Jeg satte kassettebånd i og begyndte at optage. Jeg har faktisk stadig nogle af de bånd, siger Adam og ler.
Og sådan bliver fundamentet for hans eventyrlyst og liv mellem fjeld og hav skabt. Mellem skibakkerne i Aasiaat, bølgerne på åbent hav og musikken fra et stereoanlæg i en trang kahyt.
En ungdom i trøjen
Efter skolen trækker havet igen i Adam. Han vil til søs med skoleskibet Danmark, men han er for ung. I stedet går turen først til Argentina i et halvt år, før han endelig får plads ombord.
– Jeg ville gerne ud og se mere af verden og sejle, fortæller Adam.
Ombord falder han hurtigt til. Der er ingen stille dage på skibet. Alt er bevægelse, opgaver og fællesskab – og det passer ham.
– Vi sov 40 mennesker i et rum i hængekøjer. Det var en fed form for dannelse, siger han og griner ved mindet.
Senere vender han kort hjem til Grønland. Men det er ikke nok. Trøjen – som han selv kalder det – kalder stadig. Han melder sig til værnepligt i Skive.
– Alle mændene i min familie havde været i trøjen, så det lå lidt i kortene. Og det passede mig egentlig godt. Jeg trivedes i at være aktiv, yde noget og være en del af noget større, siger han.
Syv år bliver han i Danmark. Han starter på bådebyggeruddannelsen efter værnepligten og arbejder sig videre i retning af havet. Men under overfladen begynder noget andet at trække. Noget koldt, skarpt og velkendt. Sneen. Fjeldene. Skiene.
– Jeg fik mig simpelthen et weekendarbejde i Sverige, hvor jeg underviste i ski. Det var ret voldsomt at pendle frem og tilbage, men jeg måtte bare have ski under fødderne igen, siger han.
Der er ikke tvivl i stemmen. Det er ikke en hobby. Det er en nødvendighed. Under årene i Danmark møder han Anja, og de bliver senere gift. Sammen får de to sønner, Ilik og lillebror Miki, som til daglig kaldes Nuka. Senere flytter familien til Nuuk, hvor Nuka bliver født. Forholdet holder ikke, men de får det til at fungere omkring drengene. Og noget af det, Adam selv bærer med sig, begynder at vise sig i næste generation.
– Ilik har stor interesse for ski, mens Nuka har arvet min musikinteresse, siger han med et smil.
Adam er vendt hjem til Grønland, men endnu ikke helt til sig selv. Det sker først, da sneen lægger sig over fjeldene igen.
I sit rette element
Fra den første vinter hjemme igen er det ski, ski og ski for Adam. Han ser sig ikke tilbage.
– Jeg købte et par randonnéeski af min kammerat Arne, kom ud i baglandet, men var også på skiliften. Jeg skulle bare det hele, griner Adam.
Han bevæger sig mellem lift og fjeld, mellem præparerede spor og urørt sne. Det er ikke én måde at stå på ski på, der trækker – det er hele spændet. Og langsomt bliver det tydeligt for ham selv: Her er noget, der føles rigtigt.
– Når jeg står på ski, kan jeg ikke bekymre mig om noget. Jeg koncentrerer mig om naturen, omgivelserne, farten og ruten. Det er en fri følelse. Det er fantastisk, siger Adam med en vægt i stemmen.
Det er netop i den følelse, han finder sit ståsted. En ro i bevægelsen. En klarhed i fart og kulde, hvor alt andet forsvinder. Interessen vokser sig siden til mere end en passion – den bliver hans levevej. I 2018 er Adam med til at stifte adventurefirmaet Two Ravens, der tilbyder guidede ture i Grønlands enorme vildmark.
I dag er han gået sine egne veje igen. For knap to år siden forlod han Two Ravens og arbejder nu som selvstændig guide med sit eget enkeltmandsfirma – stadig med fjeldet som arbejdsplads og skiene som værktøj. Adam har gennem årene opbygget en fast kreds af kunder og samarbejdspartnere fra udlandet – mennesker, der søger det rå, det stejle og det uberørte, som Grønland stadig rummer i overflod. Hans arbejde spænder i dag fra randonnéeski og ski touring til heliskiing.
Nogle dage foregår turen i langsomt tempo, hvor han og gæsterne sætter skind under skiene og arbejder sig op ad fjeldene skridt for skridt. Pulsen stiger, stilheden vokser, og belønningen venter på toppen: nedkørslen gennem puddersne uden et eneste spor.
Andre dage sker opstigningen fra luften. En helikopter løfter Adam og gæsterne over fjelde, gletsjere og fjorde omkring blandt andet Maniitsoq. Under dem folder landskabet sig ud i stor skala, med tinder og is så langt øjet rækker. Når de lander på toppen, begynder storheden – og turen ned gennem sne, som endnu ingen har rørt.
Når Adam guider, viser han ikke blot vej gennem fjeldene. Han åbner en dør ind til det Grønland, han selv er vokset ud af. For ham handler arbejdet om langt mere end sikre ruter og gode nedkørsler. Det handler om at give gæsterne en forståelse for landet bag landskabet – menneskene, historien, rytmen og respekten for naturen.
I en tid, hvor voksende skiturisme tiltrækker udenlandske aktører, der kommer ind, guider og rejser videre igen, er det en pointe, Adam vender tilbage til. At oplevelser i Grønland også bør have rødder i Grønland. At viden om fjeldene, sproget, kulturen og værdierne har en værdi i sig selv.
– Når jeg har turister med på tur, har jeg altid noget mad med, som er hjemmeskudt, så de kan smage på kulturen. Så sidder vi sammen, spiser og taler. Det er meget værdifuldt, fortæller Adam hjertevarmt.
Det er i de øjeblikke, han mener, det egentlige møde opstår. Ikke kun mellem gæst og guide, men mellem mennesker og sted. Hvor Grønland ikke bare ses – men mærkes.
Hvor landskabet og livet mødes
I sommermånederne, når fjeldene står nøgne og sneen er væk, skifter Adams hverdag karakter. Skiene stilles væk, men naturen slipper han aldrig.
I stedet arbejder han sammen med Vivi og hendes familie i deres turismevirksomhed, hvor de tager gæster med ud i fjeldet på trofæjagt efter blandt andet rensdyr og moskus. Også her handler arbejdet om at læse vejret, kende terrænet og bevæge sig med respekt i landskabet. Det er den samme verden – blot i en anden årstid. Vivi er hans kæreste – en sjæleven, som han selv beskriver det. Hvor Adam ofte taler om fart, bevægelse og eventyr, taler han om hende med en anden ro.
– Jeg faldt for hendes ro. Hun er et enormt rart menneske, og hun gør mig meget tryg, fortæller Adam.
Han bliver stille et øjeblik, før han fortsætter:
– Jeg har aldrig været så god til at udtrykke mig og mine følelser, men med Vivi har det altid været helt naturligt, siger han.
Stemmen knækker en smule, og øjnene bliver blanke. Et stille øjeblik siger mere end ordene: hvor meget hun betyder, og hvor tæt deres liv er flettet sammen mellem fjeld, hav og skiftende sæsoner.
Der er noget i Adams måde at tale om livet på, der hele tiden vender tilbage til det samme: bevægelsen mellem mennesker og landskab. Mellem hav og fjeld. Mellem det nære og det åbne. Og måske er det netop dér, han har fundet sin plads – ikke ét sted, men i spændet mellem alt det, der har formet ham.
Når han i dag fører gæster op gennem Grønlands fjelde, er det ikke kun som guide. Det er som et menneske, der selv er vokset ud af landskabet og nu giver noget af det videre. Ikke som en fortælling udefra, men indefra. For Adam Kjeldsen begynder og ender det samme sted: i bevægelsen. I vinden, i sneen og i den stille fornemmelse af frihed, som altid har fulgt ham.
Abonnementer
Sermitsiaq.gl - web artikler
- Adgang til alle artikler på Sermitsiaq.gl
- Pr. måned kr. 59.00
- Pr. år kr. 650.00
Sermitsiaq - E-avis
- Adgang til Sermitsiaq e-avis som udkommer hver fredag
- Adgang til alle artikler på Sermitsiaq.gl
- Pris pr. måned kr. 191
- Pris pr. år kr. 1.677
AG - Atuagagdliutit E-avis
- Adgang til AG - Atuagagdliutit e-avis som udkommer hver fredag
- Adgang til alle artikler på Sermitsiaq.gl
- Pris pr. måned kr. 191
- Pris pr. år kr. 1.677
Sermitsiaq.AG+
- Adgang til AG - Atuagagdliutit e-avis som udkommer hver fredag
- Adgang til Sermitsiaq e-avis som udkommer hver fredag
- Adgang til alle artikler på Sermitsiaq.gl
- Adgang til Arnanut e-magasin
- Adgang til Nutserisoq.gl
- Ved interesse send en mail til abonnement@sermitsiaq.gl
Kære Læser, Velkommen til Sermitsiaq.gl – din kilde til nyheder og kritisk journalistik fra Grønland. For at kunne fortsætte vores vigtige arbejde med at fremme den frie presse og levere dybdegående, kritisk journalistik, har vi indført betaling for udvalgte artikler. Dette tiltag hjælper os med at sikre kvaliteten af vores indhold og støtte vores dygtige journalister i deres arbejde med at bringe de vigtigste historier frem i lyset. Du kan få adgang til betalingsartiklerne fra kun kr. 59,- pr. måned. Det er nemt og enkelt at købe adgang – klik nedenfor for at komme i gang og få fuld adgang til vores eksklusive indhold. Tak for din forståelse og støtte. Dit bidrag hjælper os med at fortsætte vores mission om at levere uafhængig og kritisk journalistik til Grønland.