Råd har orienteret om menneskerettigheds-udfordringer i Grønland forud for eksamination

Blandt de vigtigste udfordringer er omfanget af seksuelle overgreb på børn, og så er der også brug for mere data og viden om vold i nære relationer mod kvinder og børn, lyder det fra Rådet for Menneskerettigheder.

Ambassadører og repræsentanter fra Østrig, Egypten, Georgien, Indien, Norge, Polen, Slovenien, Spanien, Tyrkiet, Canada, Frankrig, Saudi Arabien og Schweitz hørte om menneskerettigheder i Grønland.
Offentliggjort

Danmarks og Grønlands samlede indsats for at leve op til tiltrådte FN-konventioner skal snart eksamineres af FN’s Menneskerettighedsråd.

I den anledning har Rådet for Menneskerettigheder (IPPS) orienteret ambassader og repræsentationer i Danmark om de vigtigste menneskerettighedsudfordringer i Grønland.

Fungerende forperson i IPPS, Kelly Berthelsen, fremhævede blandt andet, at når det gælder bekæmpelse af vold i nære relationer, særligt imod kvinder og børn, har Naalakkersuisut gennemført adskillige gode initiativer og det er vigtigt og positivt.

Men der er et stort behov for bedre og mere detaljerede data, fordi vold ofte registreres i statistikker blot som "vold" uden at skelne mellem køn, alder eller voldstype. 

Dette gør det vanskeligt at forstå problemet fuldt ud, og det kan gøre det vanskeligt for Naalakkersuisut at udforme målrettede politikker til at bekæmpe vold i nære relationer, skriver IPPS i en pressemeddelelse.

Antallet af økonomisk sårbare børn stiger

Omfanget af seksuelt misbrug af børn blev også nævnt i orienteringen. Ifølge IPPS er antallet af anmeldte tilfælde faldet i de senere år, men det samlede niveau er forblevet højt.

IPPS luftede ligeledes bekymring vedrørende børnefattigdom, med henvisning til at statistikker viser, at antallet af økonomisk sårbare børn og unge er steget i de senere år.

Fattigdom rammer især børn af enlige forældre, men den stiger også blandt familier med to forældre, lyder vurderingen fra rådet.

- Jeg håber, at denne mulighed for at udbrede vores viden om de menneskeretlige udfordringer i Grønland til det internationale samfund vil kunne bidrage konstruktivt til vores menneskeretlige situation i Grønland, siger fungerende forperson for IPPS, Kelly Berthelsen. 

Den egentlige ”eksamen i menneskerettighederne” finder sted i maj 2026, hvor FN’s Menneskerettighedsråd vil gennemgå og vurdere hele menneskerettighedssituationen i Grønland og Danmark, oplyser IPPS.